Pædagoger går i strejke

Forældre må finde alternative pasningsmuligheder til deres børn, når daginstitutioner i 15 kommuner bliver ramt af strejke på mandag. Pædagogerne har stemt nej til mæglingsforslag. Kort: Her strejker pædagogerne fra mandag

Pædagogerne har trodset anbefalingen fra deres fagforening BUPL, og stemt nej til forligsmandens mæglingsforslag for en ny overenskomst. Det betyder, at 140.000 børn står uden pasningsmuligheder, når konflikten træder i kraft mandag d. 19 maj.

Pædagogernes nej betyder, at daginstitutioner og klubber i 15 kommuner bliver ramt af strejke. Det er pædagoger og klubfolk i følgende kommuner, der kommer til at udgøre fortroppen i konflikten; Frederiksberg, Høje Taastrup, Rudersdal, Guldborgssund, Bornholm, Odense, Esbjerg, Horsens, Holstebro, Hjørring, Egedal, Kalundborg, Kolding og Århus.

Selvom BUPLs hovedbestyrelse havde anbefalet et ja til mæglingsforslaget, så er forbundet allerede gået i gang med at ruste sig til konflikt ved at kræve ekstra strejkekontingent fra medlemmerne i både april og maj.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen tror imidlertid ikke på, at pædagogerne vil lykkedes med at bryde den nuværende lønramme på 12,8 procent over tre år, selvom de går i strejke.

”Jeg tvivler stærkt på, at kommunernes Landsforening vil åbne pengekassen igen. Den fastlåste situation vil medføre et regeringsindgreb, hvor det nuværende forslag til overenskomst, som begge parters bestyrelser har nikket ja til, vil blive ophøjet til lov. Sådan plejer det at gå. Det eneste BUPL får ud af at strejke er en politisk manifestation,” siger Flemming Ibsen fra Ålborg Universitet til Ugebrevet A4, der forudså pædagogernes nej i en dugfrisk meningsmåling i dag.

Mange pædagoger i BUPL er vrede over, at deres forbund ikke har ført samme ufravigelige strejkekurs, som FOA-formand Dennis Kristensen har stået for på pædagogmedhjælpernes vegne.

Presset fra baglandet fik i første omgang BUPLs hovedbestyrelse til at underkende det overenskomstforlig på 12,8 procent over tre år, som de offentligt ansattes forhandlingsfællesskab KTO indgik med Kommunernes Landsforening (KL).

Men forligsmand Mette Christensen strikkede en mæglingsskitse sammen, som satte færre penge af til lokalløn og gav større generelle lønstigninger til pædagogerne. Det fik BUPL-formand Henning Pedersen og et flertal i BUPLs hovedbestyrelse til at anbefale et ja, selvom lønrammen fortsat hedder 12,8 procent.

Reaktionerne udeblev ikke på BUPLs hjemmeside. ”FOA viste vejen” og ”Hvor ved hovedbestyrelsen fra, at vi ikke kunne kæmpe os til mere,” lyder det fra nogle af de strejkeivrige pædagoger.

De kom ikke med i første strejkebølge, som begyndte i ældreplejen og på sygehusene. Nu sætter de gang i anden strejkebølge i daginstitutioner landet over.