10. januar 2008, 21:06 – opdateret 10. januar 2008, 21:51

Glem visitationszoner, overvågningskameraer og truslen om fængselsstraffe. Og glem kampagner, fakkeloptog og underskriftsindsamlinger – det er initiativer, der sender udmærkede symbolske signaler, men de kan ikke stå alene, hvis det handler om at få afvæbnet de unge, som hele knivdebatten handler om.

Der skal i stedet tages fat om de unges moral og æreskodeks, få sendt et budskab i et sprog, de forstår og deres forældre skal involveres. Opfordringen kommer fra to gadeplansmedarbejdere, der til daglig møder de unge i øjenhøjde og hører de unges forklaringer på, hvorfor de går med kniv.

»Vi har de her episoder hele tiden, og det giver presseopmærksomhed, kampagner og politiske initiativer. Men det hjælper ikke med overvågning og skærpede straffe. Det forhindrer ikke de unge i at gå med kniv, for nede på gaden er det andre regler, der gælder,« fastslår Khalid Alsubeihi fra Fædregruppen på Indre Nørrebro, der i årevis har arbejdet med de unge rødder fra Nørrebro.

Han mener, at kampagner sender et positivt signal og skaber opmærksomhed på problemet – men det er afgørende, at der bliver taget fat om roden af problemet, og det er de unge og deres familier.

Heller ikke Sami El Shimy, leder af KøbenhavnerTeamet, der siden 2002 har lavet opsøgende gadeplansarbejde i Københavns Kommune, tror på effekten af udsigten til en fængselsstraf. Det er et spørgsmål om holdningsbearbejdelse hos de unge.

Lavt selvværd
»Dem, der gør de her ting, er unge med kolossalt lavt selvværd. De tror, at de får respekt ved at handle på den her måde. Det er det sørgeligste af det hele. At nogen kan føle, at det er sejt,« siger Sami El Shimy, der samtidig understreger, at budskaberne skal sendes i et sprog, de unge forstår.

»Når vi løser konflikter med de unge på gaden, bruger vi tit udtrykket, at det at tilgive er en større ting end hævn. Det er let nok at stikke én med en kniv, det er sværere og modigere at lade være. Det er nødvendigt at bruge en anderledes retorik og tage udgangspunkt i den kodeks, der er i de her grupper. For eksempel siger de, at familien betyder allermest, så må vi spørge: jamen, tror du, at din mor og far føler respekt, hvis du har begået mord og sidder i fængsel,« forklarer han.

Ifølge Sami El Shimy handler det – paradoksalt nok – også om, at skabe tryghed for dem, der får andre til at føle sig utrygge.

»De unge, jeg snakker med, siger, at de går med kniv for at få tryghed. De tør ikke gå uden, for så har deres modstandere en kniv. Mange af dem er ikke rovmordere, der kan lide at skade andre, men de føler sig forsvarsløse uden kniven. Og når den så ligger i lommen, så er det nemt at bruge den,« forklarer han.

Og gadeplansmedarbejderne er enige om, at det er nemt at anskaffe sig en lovlig eller ulovlig kniv. Khalid Alsubeihi fra Fædregruppen kalder det »chokerende«, hvor mange våben, der er i omløb på gaden.

Let at skaffe våben
»Det er let at få en kniv, det er også let at få fat i en pistol. Vil du have en håndgranat, kan du også få det. Alt er tilgængeligt på gadeplan. Men har en ung mand tænkt sig at bruge en kniv, har han ikke nødvendigvis brug for en fancy kniv, han kan bare bruge en køkkenkniv,« pointerer Khalid Alsubeihi.

Han ser en mulighed i at få aktiveret de mange nøglepersoner rundt omkring i de udsatte boligkvarterer – beboerformænd, rollemodeller, gadearbejdere osv. – som lige netop har daglig kontakt med de unge og har en føling med, hvad der rører sig på gaden.

Sami El Shimy fra KøbenhavnerTemaet ser ligeledes et behov for en mangesidet indsats: fra klubmedarbejderne, fra gadeplansmedarbejderne, fra skolen og forældrene. Og for at få involveret forældrene, kan det være en idé at nå ud til dem via imamerne og fredagsbønnen i moskéerne, foreslår han.