Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Overrabbiner: Brug tiden på andet end burka

Kalotten er påbudt i synagogen, men det er ikke tvang, lyder det fra overrabbiner Bent Lexner. Folk kan bare lade være at gå i synagogen, siger han og beder politikerne om at bruge tiden på andet end burka.

- Jeg synes, de skulle bruge tiden på vigtigere ting. Diskussionen om burka har taget fuldstændig overhånd.

Sådan lyder reaktionen fra overrabbiner Bent Lexner fra Det Mosaiske Trossamfund til Socialdemokraternes nye forslag, der skal forhindre, at folk tvinges til at bære religiøse beklædningsgenstande som f.eks. burka, tørklæde eller kalot.

Et eventuelt forbud får dog ingen praktisk betydning for det jødiske samfund i Danmark, mener overrabbineren.

- Vi tvinger ikke nogen til at gøre noget, så det ændrer intet for os. Hvis man går i synagogen, har man en kalot på. Men man kan jo bare lade være med at gå i synagogen, så det er ikke noget problem. Hvis man overhovedet kan tale om tvang, kan man sige, at det er tvang i et religiøst hus, men det synes jeg ikke, at man kan sammenligne. Man er jo ikke tvunget til at deltage, siger Bent Lexner.

Gifte kvinder med tørklæde
Han oplyser, at jøderne har tradition for, at gifte kvinder tildækker deres hår med et tørklæde i det offentlige rum. Det er dog ikke påbudt i synagogen på samme måde som kalotten.

- Det er en tradition, men det er ikke alle, der følger den, siger Bent Lexner.

Oprindeligt var det de Konservative, der fremsatte forslag om at generelt forbud mod at bære burka og niqab. Forslaget blev med det samme støttet af både Socialdemokraterne og de Konservative, men efter at flere juridiske eksperter har kaldt det grundlovsstridigt, er det kun Dansk Folkeparti, der støtter et generelt burkaforbud.

De Konservatives forslag rettede sig kun mod muslimske klædedragter, der dækker hele ansigtet, mens det socialdemokratiske forslag gælder alle religiøse beklædningsgenstande - også tørklæde eller kalot, hvor ansigtet er frit.