Udnævnelsen af nye ordførere i Venstre er blevet besværliggjort, efter at Kim Andersen har sagt nej til at blive finansordfører.
8. april 2009, 19:20 – opdateret 8. april 2009, 21:47
Når Lars Løkke Rasmussen på tirsdag holder sin første tale i folketingssalen som statsminister, vil alles øjne hvile på ham, men i Venstres folketingsgruppe vil tankerne være et andet sted.
Det er nemlig samme dag, gruppen holder konstituerende gruppemøde, hvor de vigtige ordførerposter i partiet skal fordeles efter Lars Løkkes ministerrokade.
Det bliver formentlig en lille rokade, men Berlingske Tidende erfarer, at fordelingen af de forskellige poster volder et par problemer.
Søren Pind er tilsyneladende ledelsens bud på en ny retsordfører i stedet for Kim Andersen, som mange mener ikke har profileret partiet godt nok. Der skal mere lov og orden til, og det kan Søren Pind levere.
Kim Andersen derimod vil ikke væk, og han har sagt nej tak til at blive ny finansordfører efter Peter Christensen.
Samtidig vil Søren Pind angiveligt hellere beholde sit ordførerskab på udenrigsområdet.
Berlingske Tidende erfarer dog, at det kan være en mulighed at lade ham beholde begge ordførerskaber, og dermed vil Venstres enfant terrible, som under sidste års landsmøde ellers måtte høre fra den nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen, at »Søren Pind har taget fejl i syv år«, have fået et bemærkelsesværdigt politisk comeback.
Integrationsordførerposten er også blevet ledig efter Karen Ellemanns udnævnelse til social- og indenrigsminister, men her forventer de fleste, at den unge Søren Lauritzen tager over – han er i forvejen formand for integrationsudvalget.
Lille ordførerrokade
Officielt er det partiets gruppeformand, som skal fordele posterne, men han er i Etiopien. Ledelsen forventer dog, at rokaden vil forløbe problemfrit:
»Den ordførerrokade skal være mindst mulig. Vi har fået nogle huller efter regeringsrokaden, dem skal vi have lukket, og det bliver helt udramatisk, er jeg sikker på,« siger Venstres nye politiske ordfører, Peter Christensen, som har taget over efter Inger Støjberg, der er blevet beskæftigelsesminister.
Kampen om ordførerposterne er meget betydningsfuld for gruppemedlemmerne, fordi Venstre ligger lavt i meningsmålingerne, og derfor ved mange af partiets fodfolk godt, at de står til at ryge ud ved næste valg. Skal det forhindres må den enkelte ordfører skaffe sig en mere central post i partiet, som kan give mere medieomtale.































