Det skal være muligt at give støtte til hjemrejsen til flere nationaliteter af afviste asylansøgere, mener oppositionen, der skæver til det, de kalder et 'svensk forbillede'.
13. marts 2009, 11:13 – opdateret 13. marts 2009, 11:57
I Sverige kan irakere, afghanere, somalierne og statsløse palæstinensere få støtte til at rejse hjem og genetablere sig i deres hjemland. Men på vores side af Øresund giver man udelukkende økonomisk støtte til afviste asylansøgere, der frivilligt vender hjem til det centrale og sydlige Irak.
Det giver ingen mening, mener oppositionen, der vil have den danske ordning udvidet til at omfatte flere nationaliteter.
- Vi skal efter min mening have aftaler med så mange lande som overhovedet muligt, for her er der tale menneskers skæbner. Når vores asylregler siger, at de ikke har retten til at være her, så er det, som det er nogle gange, men så skal vi også kunne sende dem hjem, i stedet for at de i dag må opholde sig under nogle fuldstændig urimelige forhold i Sandholmlejren - med frygtelige konsekvenser, siger Henrik Dam Kristensen, Socialdemokraternes integrationsordfører.
Venstre afviser ikke
Langt den største gruppe af asylansøgere er irakere. Ved indgangen til 2009 var 290 af 698 afviste asylansøgere i hjemsendelsesposition irakere. Men selv om de andre grupper af nationaliteter er mindre, bør ordningen alligevel udvides.
- Vi har fra start sagt, at vi synes sådan en motivationspakke bør gøres tilgængelig for alle afviste asylansøgere. Det viser erfaringerne fra alle internationale organisationer, at det er klart at foretrække, at folk vender hjem og genetablerer sig. Der er ingen faglig begrundelse for at isolere det til én bestemt gruppe, siger Morten Østergaard, der er integrationsordfører for de Radikale.
Aftalen blev oprindeligt indgået mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti, og parterne forpligtede sig til at evaluere, om ordningen burde udvides til flere lande. Selv om man i maj 2008 ikke anså det for nødvendigt, vil Venstre ikke afvise, at en udvidelse kommer op til revision.
- Der er ikke nogen tvivl om, at netop irakerne var det største antal mennesker, og det er derfor dem, vi har haft fokus på, mens de andre nationaliteter er meget få. Men jeg vil bestemt ikke afvise, at det er noget, vi kan kigge på, siger Karen Ellemann, der er Venstres integrationsordfører.
Hos Dansk Røde Kors støtter man en bredere aftale, så længe det er på baggrund af de afviste asylansøgeres eget ønske.
- De som ønsker frivilligt at vende hjem, dem støtter vi med kurser og opfølgning dernede. Men vi har også forståelse for, at man som ansvarlig far og mor ikke har lyst til at tage sine børn med til visse områder, siger leder af Asylafdelingen hos Dansk Røde Kors, Jørgen Chemnitz.
Hverken integrationsminister Birthe Rønn Hornbech eller de Konservatives integrationsordfører Helle Sjelle har ønsket at kommentere sagen.































