Præsterne, danskerne og senest biskopperne støtter kirkelige vielser af homoseksuelle. Regeringen kan ikke længere forsvare sin modstand, lyder det fra oppositionen.
10. marts 2010, 13:11
Regeringen har mistet sit sidste argument for at blokere for kirkelige vielser af homoseksuelle. Det er beskeden fra flere oppositionspartier, efter Berlingske Tidende i dag kan fortælle, at et flertal af landets biskopper støtter bøsser og lesbiskes ønske om at blive viet i kirken.
- Regeringen har hele tiden sagt, at der skulle en bevægelse til i folkekirken. V og K kan ikke få en større bevægelse, end den, de fået nu, siger de Radikales ligestillingsordfører, Lone Dybkjær.
Hun håber, at nybruddet kan føre til en decideret ægteskabsvielse af homoseksuelle, men tror i første omgang, at de må 'nøjes' med muligheden for at indgå et juridisk bindende registeret partnerskab i kirken.
I SF glæder ligestillingsordfører Kamal Qureshi sig over biskoppernes udmelding. De Konservative har nemlig længe understreget, at de vil følge biskoppernes ønske, og når biskopperne nu er positivt stemt over for vielserne, vil de Konservative droppe modstanden. Dermed er der flertal i folketingssalen.
- Nu har de borgerlige ikke flere argumenter tilbage for at blokere. Derfor må vores forslag gå igennem nu, siger Kamal Qureshi.
Han understreger, at det vil meget mærkværdigt, hvis de borgerlige fortsætter deres modstand, nu hvor der er flertal blandt biskopperne.
Enhedslistens retsordfører Line Barfod opfordrer de Konservative til at holde, hvad de har lovet og støtte oppositionens forslag. Det er på høje tid, at regeringen fjerner forskelsbehandlingen af homoseksuelle, mener hun.
Danskerne støtter homovielser
Sammen med Socialdemokraterne og Enhedslisten har SF stillet to beslutningsforslag, der skal gøre kirkelige homovielser mulige. Det ene handler om det civilretlige spørgsmål, mens det andet går på muligheden for kirkelige vielser. Ideen med at stille to forslag er, at imødekomme skeptikerne, forklarer Kamal Qureshi.
- Vi har netop anstrengt os for, at det blev lettere at sluge for regeringen. Hellere tage små skridt ad gangen end slet ingen, siger han.
De Radikale har stillet et mere vidtgående lovforslag, som giver homoseksuelle total ligestilling i ægteskabslovgivningen og desuden fjerner det registrerede partnerskab.
Kristeligt Dagblad skriver i dag, at et stort flertal af danskerne mener, at folkekirken bør tilbyde at vie homoseksuelle på lige fod med heteroseksuelle.
Tidligere har Berlingske fortalt, at et lignende flertal eksisterer blandt landets præster.
Rønn vil have rapport
Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) advarer dog om ikke at fare for hurtigt frem. I mandags sagde hun, at hun overvejer at lade homoseksuelle indgå registreret partnerskab - ikke ægteskab - i folkekirken, men at hun først vil diskutere sagen med relevante nøglepersoner.
I dagens udgave af Kristeligt Dagblad oplyser hun, at hun vil have udarbejdet en rapport om emnet:
- Der skal ikke graves grøfter, og jeg vil gerne inddrage alle synspunkter, der ikke gør det forskellige ens, men altså videreføre den skelnen, der er i den verdslige lov mellem ægteskab og registreret partnerskab. Ud fra den vinkel vil jeg nu samle nogle af de mennesker, jeg hver for sig har rådført mig med for at få afdækket forskellige og mulige områder inden for spørgsmålet, hvor der kan være enighed i mellemregninger eller konklusioner, siger Birthe Rønn Hornbech til Kristeligt Dagblad.
Hvordan de Konservative helt konkret vil støtte vielser af homoseksuelle skal folketingsgruppen diskutere på et møde i næste uge.

































