Det kraftige jordskælv tirsdag morgen påvirkede ikke Øresundsbroen, som er bygget til at tåle et jordskælv, der måler 5,7 på richterskalaen.
16. december 2008, 14:57 – opdateret 16. december 2008, 15:04
Ingen af Øresundbroens tekniske systemer indikerede noget i forbindelse med jordskælvet i morges.
Der er blandt andet mellem de forskellige tunnelsegmenter i Øresundstunnelen målepunkter, som registrerer bevægelser. De vil som en ekstra sikkerhedsforanstaltning blive aflæst i løbet af i dag.
- Det gør vi under alle omstændigheder med jævne mellemrum, og det kan være interessant at se, om vi kan aflæse nogen forskel efter jordskælvet sammenlignet med sidste måleraflæsning, siger driftsdirektør Bengt Hergart.
Til trods for at skælvet er et af de kraftigste, der er blevet målt i både Danmark og Sverige, er der langt op til de 5,7 på richterskalaen, som Øresundsbroen er konstrueret til at tåle. Et så kraftigt jordskælv er aldrig målt i Danmark. Et jordskælv i 1904 i Sverige blev skønnet til at måle 6,0.
Broen er bygget til at modstå forskellige slags rystelser; den udvider sig i varmen og trækker sig sammen i kulde. Mellem hvert tunnelelement er der afdæmpende fuger. Konstruktionen skal også kunne modstå en påsejling af et fartøj, som får bropillerne til at bevæge sig 40 centimeter i toppen.
- Broen bevæger sig sandsynligvis mere, når et godstog kører over broen, end den gjorde i morges, siger Bengt Hergart.































