Manden, der angreb Kurt Westergaard, har i årevis været berygtet i Sverige, hvor han var på rekrutteringsture med selvmordsterrorist.
11. januar 2010, 22:40
GÖTEBORG/KØBENHAVN: Øksemanden MMG, som angreb Kurt Westergaard, har i flere år konspireret åbenlyst med nogle af de mest berygtede terrorrelaterede ekstremister i Skandinavien.
Berlingske Tidende har fulgt MMGs spor, der bl.a. fører til Göteborg og miljøet omkring to berygtede moskeer, hvor MMG ifølge en række svensk-somaliske kilder aktivt rekrutterede unge til bevægelsen al-Shabaab i vinteren 2008-2009.
Oplysningerne er særligt opsigtsvækkende fordi mønstret er direkte sammenfaldende med to af de mest prominente hovedpersoner i tidligere dansk-svenske terrorsager.
Både svensk-bosnieren Maximus, der betragtes som terrorbagmand, og dansk-tyrkeren Abdulkadir Cesur, der blev dømt i den såkaldte Glostrupsag, menes at være radikaliseret i netop disse moskeer.
Folk med deres daglige gang i moskeerne fortæller, at MMG var på rekrutteringstur i Göteborg med blandt andre den dansk-somaliske selvmordsbomber ARM, der sprængte sig selv i luften i Mogadishu og dræbte 23 andre for kun en måned siden.
I det svensk-somaliske miljø i Gøteborg undrer mange sig over at hverken PET eller deres svenske kolleger i SÄPO reagerede på MMGs og andre somalieres rekrutteringsture, der skræmte mange i miljøet på grund af en aggressiv og dirkete voldelig tone.
»Jeg kan huske ham - manden der nu har angrebet tegneren i Danmark - fordi han var meget aggressiv og fortalte meget personlige ting om Aalborg og sine problemer,« siger en kilde i moskeen.
Terrorforskeren Magnus Ranstorp siger, at de skandinaviske netværk på tværs af Øresund leverer et større antal krigere til al-Shabaab i Afrika:
»Et af problemerne for f.eks. PET er, at det er meget svært at kortlægge præcis, hvad de foretager sig dernede. Megen af den trafik foregår gennem Eastleigh i Nairobi, hvor Wes-tergaards overfaldsmand også har befundet sig,« siger han.































