Velfærdsydelser kan ikke fredes, hvis krisen skal overvindes, lyder rådet til regeringen.
10. marts 2010, 23:25
Mens regeringens udspil til langsigtede reformer af dansk økonomi lader vente på sig, udsendte den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, i går et helt katalog af barske anbefalinger til Danmark.
OECD vil have flere danskere i sving på arbejdsmarkedet og anbefaler en nedsættelse af den økonomiske hjælp til ledige og førtidspensionister, så lysten til at arbejde vokser. Desuden skal skatten på arbejde sættes ned, og den offentlige sektor skal effektiviseres samt udsættes for yderligere konkurrence.
»Danmarks produktivitet er i de senere år sakket bagud i forhold til andre rige lande. Derfor foreslår vi reformer, der kan booste effektiviteten og øge konkurrencen, selv om Danmark klarer sig bedre end mange andre lande, når det gælder om at have høj beskæftigelse og lav ledighed,« siger Romamin Duval, der er OECDs ansvarlige for analysen.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) vælger at udlægge opsangen fra OECD som en ros til regeringens økonomiske politik:
»Det her viser, at regeringen er på rette kurs, for mange af de synspunkter som OECD nu kommer med, er præcis de ting, som vi arbejder med. Vi vil blandt andet konkurrenceudsætte den offentlige sektor mere, end vi gør i dag og lave reformer af førtidspensionssystemet,« siger Brian Mikkelsen, som dog afviser, at der bliver behov for at skære i velfærdsydelser.
Professor ved Copenhagen Business School og tidligere vismand, Jan Rose Skaksen, advarer dog regeringen mod at tro, at alt er i den skønneste orden:
»Vi har et stort hul i de offentlige finanser. Desuden vokser velstanden kun ganske langsomt. Begge problemer kan løses på samme tid, hvis vi får flere ud på arbejdsmarkedet. Det vil både give vækst og lukke hullet på de offentlige finanser,« siger Jan Rose Skaksen.
Direktør i AE-Rådet, Lars Andersen, kalder OECDs kriseplan for »klassisk liberal politik med en spartansk dagsorden,« mens cheføkonom Helge J. Pedersen fra Nordea siger, at regeringen burde lytte til mange af de forslag fra OECD, »som peger i retning af liberalisering, effektivisering og øget konkurrence i den offentlige sektor.«































