Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nye anmeldelser mod den katolske kirke

Politiet har siden juni modtaget to nye anmeldelser vedrørende den katolske kirke. En præst anklages for blufærdighedskrænkelse, og selve kirken anklages i den anden anmeldelse.

Sagen om den katolske kirke nægter tilsyneladende at gå i sig selv. Politiet i København har i sommerens løb modtaget to nye anmeldelser, der vedrører seksuelle overgreb mod den katolske kirke i Danmark. Det oplyser politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Politi.

»Vi har nu i alt 33 sager på landsplan. Det betyder, at vi har fået to nye anmeldelser, siden vi gjorde status i juni. De nye anmeldelser omhandler nogle af de personer, vi kender i forvejen,« siger han.

Blufærdighedskrænkelse

I den ene sag har en person anmeldt en præst fra den katolske kirke for blufærdighedskrænkelse. Den sag er blevet sendt til Syd- og Sønderjyllands politi, hvor sagen hører hjemme.

»Vi modtog sagen i starten af juli. Den omhandler blufærdighedskrænkelse og er rettet mod en katolsk præst. Vi vil ikke oplyse, om præsten er aktiv, eller hvornår forbrydelsen angiveligt skulle være sket. Den ser ikke ud til at være forældet, men vi er ved at undersøge, om det er noget, der skal føre til sigtelse,« siger Kaj Nielsen.

Den anden anmeldelse er rettet mod selve den katolske kirke, oplyser Svend Foldager fra Københavns Politi, der dog ikke vil oplyse nærmere om anmeldelsens indhold.

Forældede sager

I juni gjorde politiet i København ellers status over de da 31 sager, som politi i hele landet havde modtaget. Størstedelen af de sager var forældede, og politiet kunne derfor ikke gøre noget ved dem - selv om de ville have efterforsket 21 af sagerne.

Fem anmeldelser efterforskes stadig. De omhandler en sag mod en sjællandsk præst. Sydsjælland og Lolland-Falster oplyser, at anmeldelserne forsat efterforskes samt at man tidligst om en måned regner med at have afklaret, om der skal rejses sigtelse mod præsten.

Præsten fra Sjælland er suspenderet fra den katolske kirke sammen med tre af hans kolleger, som der tidligere har været fremsat anklager mod.

Flere præster skal nu gennem en tjenestesag i den katolske kirke, der skal afgøre, om de kan fortsætte som præster.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra den katolske kirkes talsmand Niels Engelbrecht.