Danskere kan efter et kort arbejdsophold i et andet EU-land vende tilbage med en udenlandsk ægtefælle. Og med en dugfrisk EU-dom i hånden behøver personen slet ikke at have haft opholdstilladelse.
25. juli 2008, 21:16 – opdateret 25. juli 2008, 21:54
Danmarks stramme regler for familiesammenføring er endnu engang kommet under hårdt pres af EUs regler om borgernes fri bevægelighed.
EF-domstolen afsagde i går en opsigtsvækkende kendelse, som i praksis betyder, at danskere – efter et kort arbejdsophold i et andet EU-land – har ret til at flytte tilbage til kongeriget med en udenlandsk ægtefælle. Også selv om ægtefællen er afvist asylsøger og ikke har opholdstilladelse i det land, parret vender tilbage fra.
Det står i skærende kontrast til den danske udlændingelovs krav om, at familien skal have haft et lovligt ophold i det EU-land, man har arbejdet i, for at kunne blive familiesammenført i Danmark efter reglerne om fri bevægelighed.
Ifølge EU-dommen kan der kun gives afslag om opholdstilladelse i særlige tilfælde, f.eks. ved dokumenteret misbrug, svindel eller fupægteskaber.
Danmark må følge EU
Med den dugfriske afgørelse i hånden mener adjunkt ved Syddansk Universitet, Peter Starup, som har en ph.d (lille doktorgrad, red.) i EU- og udlændingeret, at Danmark lige så godt kan afskaffe de stramme regler om familiesammenføring.
»Der er ikke meget andet at gøre end at følge EF-domstolens afgørelse. Hvis man vil bevare de stramme danske regler, må man enten forsøge at få et nyt forbehold eller melde sig helt ud af EU. EF-domstolen siger i et klart sprog, at det vil krænke den fri bevægelighed alvorligt, hvis man skulle efterlade sin ægtefælle og familie i et andet land,« siger Peter Starup.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) kan endnu ikke svare på, hvad der kommer til at ske i praksis. »Vi har kastet os over EU-dommen og studerer den nøje for at se, hvad der står. Og for at se, hvad konsekvenserne er for Danmark,« siger Birthe Rønn Hornbech, der understreger at i det omfang, at dommen fra EF-domstolen ændrer EU-retten, er det klart, at den bliver fulgt.
DF i oprør
Dansk Folkepartis EU-ordfører, Morten Messerschmidt, kalder det dybt problematisk, at EF-domstolen »endnu engang træffer politiske afgørelser og blander sig i EU-landenes udlændingepolitik.« Og han mener, at regeringen aktivt skal kæmpe for at få stoppet domstolen.
»Det her er en bombe under hele asylsystemet. Da EU-retten har forret, må Danmark desværre nok rette ind. Men det må så også føre til, at regeringen går til modangreb og slår fast, at vi vil have udvidet vores retsforbehold og ikke finder os i den her udvikling med, at EF-domstolen bid for bid underkender nationale udlændingeregler,« siger Morten Messerschmidt.
Næstformand i den radikale folketingsgruppe, Morten Østergaard, er omvendt yderst tilfreds med dommen, og han har indkaldt integrationsministeren i samråd for at få klarlagt dommens konsekvenser.
»Dommen er endnu en pind i ligkisten til de besynderlige danske regler, for nu kan danske statsborgere nøjes med at tage på en lille kort arbejdsferie for at få lov til at kunne vende hjem med deres ægtefælle og børn. Jeg synes derfor, det er tid til at begrave de danske særregler helt. EF-domstolen har ret konsekvent sagt fra, når medlemsstater har forsøgt at forhindre den fri bevægelighed,« siger Morten Østergaard.
































