Fjerntogsperronen på Nørreport Station står til at lukke i otte måneder i 2013, mens stationen moderniseres.
20. oktober 2009, 22:35
Over 20.000 togpendlere, som dagligt benytter regional- kystbane- eller intercitytog til og fra Nørreport Station, må med stor sandsynlighed finde alternativ transport i otte måneder i 2013, hvor fjerntogsperronen vil være lukket og under ombygning.
Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger ventes et flertal blandt Folketingets trafikpolitikere på et møde i morgen at godkende en omfattende moderniseringsplan for landets travleste station, som indebærer, at fjerntogsperronen ikke kan benyttes under renoveringen. Både metro- og S-tog vil dog fortsat kunne komme til perron på Nørreport.
Ved moderniseringen til 210 mio. kr. skal rodebutikken Nørreport shines op med nye trapper og fliser. Betonmembranen op til Nørre Voldgade skal udskiftes, og der skal opsættes nye ventilatorer, som kan sikre et langt bedre og sundere indeklima uden alt det dieselos, som passagererene har måttet inhalere i årtier.
Alternativ til 36 mio.
Men en lukning af fjertogsperronen i så lang en periode vil i værste fald betyde, at mellem 400 og 1.000 passagerer dagligt vælger toget fra, lyder en vurdering fra DSB. Der tegner sig alligevel et politisk flertal for en lukning, da alternativet - hvor en mindre del af perronen kan benyttes - ville forlænge anlægsarbejdet med flere måneder og gøre det omkring 36 mio. kr. dyrere, så der kun blev råd til et skrabet moderniseringsprojekt.»Det er et valg mellem pest og kolera. Jeg mener, at en totallukning af fjerntogsperronen vil sikre, at der bliver råd til et førsteklasses projekt, som tjener den kollektive trafik bedst. Jeg tror ikke, passagererne vil flygte, og de vil i hvert fald vende tilbage, når de opdager, hvor godt det færdige resultat er blevet,« siger Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen, der peger på, at fjerntogspassagererne kan benytte S-tog eller bus i de otte måneder.
Også Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, hælder til en totallukning af fjerntogsperronen.
»Nørreport Station er en af de vigtigste stationer i Danmark, men også en af de mest nedslidte. Fjerntogsperronen ligner et offentligt toilet, og hvis det er nødvendigt at lukke den under renoveringen, så må man desværre gøre det,« siger Magnus Heunicke.
SFs trafikordfører, Pia Olsen Dyhr, er betænkelig ved at lukke fjerntogsperronen og anbefaler derfor en løsning, hvor nogle få vogne kan komme til perron på trods af, at dette også vil være til gene for passagererne.
»Det kunne lade sig gøre, da man byggede gangtunnelen til Metrostationen, og alle gik i takt til marchmusik på Nørreport. Hvis perronen lukkes helt i otte måneder, kan nogle passagerer finde på at tage bilen, og det ville være uheldigt. De 36 mio. kr., det vil koste ekstra at holde perronen åben, svarer også kun til en kvart procent af de milliarder, der er afsat til nye motorveje. Så de penge må vi da kunne finde,« siger Pia Olsen Dyhr.
































