Lørdag begynder et dansk raketeventyr – hvis vejret da arter sig. Projektet skal ende med, at én af bagmændene om nogle år selv skal sendes op i atmosfæren.
2. september 2010, 06:16
»Den ene halvdel af verden synes, at opsendelsen er fantastisk, den anden halvdel synes, vi bør vente, indtil raketten er mere gennemprøvet,« siger Peter Madsen, ubådskaptajn og raketbygger, der i øjeblikket planlægger at opsende en raket fra farvandet øst for Bornholm.
Heat-1X/Tycho Brahe er ni meter lang og vejer 1,6 ton. Rakettens brændstof er polyurethan og kan udvikle 175.000 hestekræfter. Raketten er designet og bygget af Kristian von Bengtson og Peter Madsen, som i 2008 grundlagde non-profit rumfartsorganisationen Copenhagen Suborbitals, som er baseret på frivillig arbejdskraft. Organisationen finansieres via støtte fra ca. 25 virksomheder og 1.500 privatpersoner og stiller dens viden til rådighed for alle interesserede.
Foreningen har fået tilladelse til at affyre raketten fra et afspærret militært øvelsesareal i farvandet øst for Bornholm. Ifølge Peter Madsen er lørdag en mulig affyringsdato, hvis vejret tillader det.
»Det eneste, der kan forhindre at opsendelsen sættes i gang er dårligt vejr, eller at der kommer skibe inden for den radius på 14 kilometer, der er sat som sikkerhedsgrænse,« siger Peter Madsen, der mener, at raketeventyret kun er lykkedes takket være »en række små mirakler«.
Da raketten er den første af en stribe forsøgsopsendelser, ved teknikerne endnu ikke, hvilken højde den opnår, men alt mellem at den får løftet sig fra affyringsrampen og en højde på tyve kilometer, betragter Peter Madsen som en succes.
Raketten, der bærer en dummy-dukke i menneskestørrelse, affyres fra en flydende metalplatform, som foreningen har svejset sammen til formålet. Platformen rundede onsdag aften Dueodde ved Bornholm og er nu på vej til opsendelsesstedet i bedste James Bond-stil ved hjælp af Peter Madsens selvbyggede ubåd, »Nautilus«. Raketprogrammet skal om nogle år kulminere med et forsøg på at sende Peter Madsen selv op med en raket i en højde af 100 kilometer.

































