Der er meget mere racisme i Spanien og Frankrig end i Danmark, mener Naser Khader, som hellere vil have FN til at se på intern racisme i Iran og Saudi-Arabien.
21. juli 2010, 09:47
Racisme er ikke særlig udbredt i Danmark. Her behandles indvandrere langt bedre end i sydeuropæiske lande som Spanien eller Frankrig, hvor der er meget mere diskrimination. Derfor har regeringen ikke lavet et skønmaleri af racismen til FN's komité til udryddelse af racediskrimination.
Det siger de Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, som afviser kritik fra direktør Niels-Erik Hansen fra Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racisme. Centret har sendt et alternativ til regeringens rapport til FN.
Læs også: Regeringen beskyldes for at skjule racisme
- Niels-Erik Hansen ser racisme overalt, siger Naser Khader, som mener, at antallet af anmeldelser ikke viser hele sandheden.
Ifølge Khader undlader mange ligesom ham selv at anmelde overgreb fra ekstreme islamistiske grupper.
Regeringen nævner 123 anmeldelser på fem år om racismeparagraffen, men Rigspolitiet har talt 190 sager.
- Jeg opfatter ikke Danmark som et racistisk land. Vi skal huske, at der også er intern racisme mellem indvandrere, som ikke fremgår af tallene, siger Naser Khader.
Intern racisme omfatter ifølge ham, at ekstreme islamistiske grupper chikanerer moderate muslimer, som ikke slavisk følger Koranens bud. Det gælder også iranere, som føler sig bedre end arabere, der til gengæld ser ned på somaliere. Samtidig rammes jøder af anti-semitisme fra ekstreme islamistiske grupper, påpeger han.
Racisme bør bekæmpes i daginstitutioner og skoler, men er ikke noget udbredt problem i Danmark, mener Naser Khader.
- FN burde hellere bruge sine kræfter på racisme i Iran eller Saudi Arabien, hvor man hverken må medbringe Bibelen eller bygge kristne kirker, siger han.
/ritzau/

































