Naser Khader: Jeg vil være integrationsminister

Den radikale stifter af Demokratiske Muslimer, Naser Khader, erklærer åben krig mod islamister blandt de danske imamer. »Jeg har kun et mål, og det er at blive integrationsminister,« siger han i stort interview.

Det radikale folketingsmedlem Naser Khader har efter Muhammed-sagen og de mange dødstrusler gjort sin stilling klar som politiker - fremover eksisterer der kun et mål for stifteren af Demokratiske Muslimer, og det er at blive Danmarks integrationsminister.

Ifølge Naser Khader er truslen fra islamistiske imamer og de såkaldte salafister, der missionerer og forsøger at få kontrol over muslimske samfund overalt i verden, overhængende herhjemme. Ikke mindst den århusianske imam Ahmed Akkari, der i en fransk dokumentarudsendelse for nylig blev filmet med skjult kamera og fanget i famøse forudsigelser om Naser Khaders skæbne som muligt bombeoffer, har tændt vreden.

»Hvis du havde spurgt mig for et år siden, så havde jeg sagt nej, jeg orker ikke. Nu siger jeg, at jeg kun har et mål, og det er at blive integrationsminister.«

Hvorfor?

»Fordi jeg er deres værste mareridt. Fordi jeg forstår, hvad de siger, fordi jeg kender deres ideologi og deres dagsordner. Jeg kan give dem modspil og forstår de forskellige sammenhænge,« som Naser Khader siger. »Det er det første, og det andet er, at der er behov for konkrete initiativer, der virkelig kan sætte skub i det for flertallet af muslimerne, der er marginaliserede, arbejdsløse og ikke integrerede. Noget af det vigtigste er at samle dem og alle andre danskere om nogle grundlæggende værdier. Jeg mener, at det er vigtigere end at stå og kaste sten på hinanden og kalde hinanden for får og bukke og farlige.«

Ifølge den radikale politiker er der blandt alle partier - også Det Radikale Venstre - generelt mangel på viden om islamister og salafister som Danmarks indre fjende. Faktisk er der tale om en »himmelråbende naivitet og mangel på viden,« som han siger, og »den manglende viden ryster mig.«

Og du siger så, at du kan give islamisterne modspil, fordi du kender dem?

»Ja, de skal have, hvad de frygter. De er integrationens største fjende, de er større fjende af integrationen end Dansk Folkeparti.«

»Dansk Folkeparti er vand ved siden af dem. Men det er ikke nok bare at give modspil - det er også vigtigt at gøre noget konkret for integrationen. Tag Demokratiske Muslimers samarbejde med erhvervslivet, det viser, at det kan lad sig gøre.«