19. marts 2009, 22:30

Et sted i Jylland sidder en mor alene i sin lejlighed. Spinkel og afkræftet.

For lidt over et år siden blev hun ringet op af sygehuset. Hendes søn var blevet indlagt og lå i koma. På det tidspunkt havde hun ikke hørt fra ham i et halvt år, hvor han sidst besøgte hende for at skaffe penge til sit narkomisbrug. I dødsattesten står, at den 40-årige mand er død af en »hjerneblødning«. Moren ved ikke, hvorfor han er død, men hun ved, at han var på stoffer. Hun ved meget lidt om det liv, sønnen har levet de sidste 12 år, hvor han har været afhængig af narkotika.

Historien bliver fortalt af Bodil Neujahr, der er formand i Bopam, (Landsforeningen til støtte for børn og pårørende af misbrugere), som har fået lov fra kvinden, til at fortælle offentligheden sin historie om sønnen, der døde som narkoman. Bodil Neujahr har selv haft en far, der døde som følger af et årelangt alkoholmisbrug, og i dag hjælper hun andre pårørende til misbrugere.

Der er f.eks. sagen med den ovennævnte søn, der løj og stjal fra sin gamle mor, så han kunne skrabe pengene sammen til et fix. Moren vidste godt, hvad pengene gik til, men hun kunne ikke få sig selv til at sige nej til ham. Sønnen ændrede personlighed, fra sød og hjælpsom til truende og agressiv, hvis hun nægtede at give ham penge. Med tiden blev han som en zombie, der var på jagt, tynd som et skellet, sorte rande under øjnene med kun én ting i hovedet: Det næste fix. Hvordan kunne hun nægte ham penge, når han sagde, at han skulle have til noget mad? Til en ny lejlighed? Til sit barn?

»Narko gør simpelthen et eller andet ved folks hjerner, deres personlighed smuldrer fra hinanden, og de bliver primitive. De isolerer sig fra alle andre, lever og ånder for narkoen, og hvis de skal stjæle fra deres forældre eller børn, så gør de det,« siger Bodil Neujahr, der er den eneste, moren i dag kan betro sig til.

I en lang årrække har Danmark været rangeret meget højt på antallet af narkodødsfald. Alene i 2007 var der ca. 260 narkorelaterede dødsfald. Dermed har vi det tredje højeste dødstal i Europa kun overgået af Estland og Luxemburg. Det skyldes blandt andet det høje antal pausedødsfald, hvor narkomanerne er kommet ud af fængsler eller stoffri behandling, og tager samme mængde narko, som da deres misbrug var på sit højeste. Det er kroppen ikke gearet til, siger socialoverlæge i Københavns Kommune, Peter Ege.

»Der ligger jo en mængde selvdestruktivitet i det her, narkomaner tager nogle helt andre chancer, end normale mennesker gør. Men den helt store synder i det her er blandingsmisbruget, altså folk der både blander metadon, alkohol og heroin for eksempel,« siger han.

Heller ikke moren i Jylland ved, hvad sønnen havde taget, som fik hans krop til at kollapse. I perioder forsvandt han op mod et halvt år af gangen, hvor hun ikke anede, om han var i live eller ej. En nat var hun nødt til at flygte til et krisecenter, fordi han blev ved med at banke på hendes dør og råbe efter hende. I dag skammer hun sig over, at hun var bange for sin egen søn.

»Hun er i dag dybt depressiv, fordi hun har mistet sin søn, der nåede at blive 40 år. Hun fik aldrig sagt farvel, hun ved ikke, hvordan han levede sit liv de sidste år, fordi han løj så meget, og til sidst holdt han sig helt væk fra familien. Nu sidder hun alene og kan ikke komme videre i sin sorg,« siger formanden for Bopam, Bodil Neujahr.

En af forklaringerne på, at Danmark har så mange narkodødsfald, er ifølge Centerleder ved Center for Rusmiddelforskning, Mads Uffe Pedersen, at mange misbrugere i Danmark stiknarkomaner, der har større risiko for at tage en overdosis og blive smittet med sygedomme som HIV og leverbetændelse. Modsat Holland og Sverige, hvor narkomanerne oftere ryger heroinen.

I dag er der ingen i familien, der ønsker at høre sønnens navn. Hvorfor ville moren ikke bare erkende, at han er så langt ude, at det eneste, der betyder noget for ham, er at skaffe sig sit næste fix?

Hun ved godt, at der var mange tegn på, at han var langt ude. Hun slog dem hen, for hun savnede sin søn, som hun kunne huske ham fra dengang, han var lille og følsom og så tæt knyttet til hende. Eller da han blev voksen, fik kone og barn og levede et normalt liv. Dengang han var sig selv. Hvordan skulle hun slå hånden af ham? Hvordan skulle hun miste håbet om, at han en dag ville blive sig selv igen?