En muslimsk organisation bruger en udskældt tegning af Muhammed som illustration til en historie om Muhammed-tegningen i Norge.
15. marts 2010, 16:19 – opdateret 15. marts 2010, 16:21
Muslimernes globale organisation OIC gør, hvad vestlige medier kontant kritiseres for: At bruge Muhammed-tegninger til at illustrere en nyhedshistorie.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Postens internetavis, jp.dk
Mens muslimske organisationer har meldt ud, at man vil drive klapjagt på danske aviser, hvis de ikke undskylder for at have bragt Muhammed-tegningerne, så tøver den muslimske verdens egen globale sammenslutning, OIC med 57 medlemslande, ikke selv med at bruge en Muhammed-tegning til at illustrere en nyhedshistorie.
Det er tilfældet i februar-udgaven af OIC's månedlige nyhedsbrev fra februar om kulturelle og sociale affærer.
Læs også: Ny Muhammedkrise i Norge
Nyhedsbrevet udsendes fra "kontoret for islamofobiske observationer," og i kapitlet "negative hændelser", hvor den såkaldte Dagbladet-sag fra Norge kort opsummeres, bruges billedet af Muhammed som en gris, der træder på koranen, som ledsagende illustration.
Historisk visning
De konservatives integrations og udlændingeordfører Naser Khader kalder brugen af billedet for historisk.
- Det er historisk. For så vidt jeg ved, er det første gang, man bringer en så kontroversiel Muhammed-tegning i et officielt organ. Denne tegning vil jo krænke rettroende muslimer lang mere end de oprindelige Muhammed-tegninger. Hvis en kritisk arabisk avis trykte det, ville redaktøren blive fyret og sikkert også fængslet. De oprindelige tegninger blev aldrig vist officielt, siger Naser Khader til jp.dk.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra OIC, som har hovedsæde i Jeddah, Saudi-Arabien.

































