Den episode, som angiveligt førte til uroligheder på Nørrebro i København, undersøges af politidirektør Hanne Bech Hansen.
15. februar 2008, 17:22
Politidirektør Hanne Bech Hansen siger, at hun vil undersøge den episode, som angiveligt fik unge på Nørrebro i København til at indlede ildspåsættelser og ballade søndag aften.
- Episoden har været medvirkende til urolighederne på Nørrebro, siger politidirektøren til politiken.dk fredag eftermiddag.
En ældre palæstinenser fik angiveligt en meget hårdhændet behandling af nogle betjente, og beretningen om episoden fik vreden blandt unge til at vokse.
Manden har til medierne selv fortalt, hvordan han blev hevet ud af sin bil, da han fredag aften ville parkere den i Griffenfeldtsgade. En betjent væltede ham omkuld på gaden, så han slog hovedet, fortalte han. Nogle unge overværede episoden, hjalp manden på benene og hentede vand til ham.
Selv om den ældre mand endnu ikke selv har indgivet en officiel klage, agter politidirektøren at få undersøgt forløbet, siger hun til politiken.dk
I flere tilfælde har betjente optrådt groft over for borgere i bydelen, fortalte koordinatoren for kommunens gadeplanmedarbejdere torsdag til Ritzau.
- Luk din sorte mund og få din sorte arm ned, skal politiet således ifølge Ali Haseki have sagt.
- Hvis politiet bliver ved med at tiltale folk på den her måde, skaber det i hvert fald ikke grobund for, at man hidser sig ned, mener Ali Haseki.
En af hans kolleger blev forleden tvunget til at smide bukserne under en visitation, selv om han havde identitetspapirer på sig og kunne dokumentere, at han var på arbejde.
Politidirektøren har givet sine betjente lov til at visitere hvem som helst på bl.a. Nørrebro. I øvrigt var der til fredag aften anmeldt en demonstration på Skt. Hans Torv i København vendt bl.a. mod politiets visitationszoner.
/ritzau/

































