Muhammed-tegner takkede Pia og PET

Den dødstruede Kurt Westergaard fik stormende bidfald, da han overraskende dukkede op på Dansk Folkeparti årsmøde i Herning og holdt en flammende brandtale for ytringsfriheden.

Det var ikke programsat og annoceret på forhånd. De knap 800 DFere var da også fyr og flamme, da den verdensberømte tegner overraskende dukkede op lørdag eftermiddag for at lade sig hylde og optræde som dette års gæstetaler.

Kurt Westergaard leverede et 50 minutters langt forsvar for ytringsfriheden og talte fanatiske muslimer midt imod.

"Jeg håber, at imamer vil lave en islam-light en dag, så vi kan være her allesammen," sagde han til de delegerede.

Pia Kjærsgaard roste karrikatur-tegneren for hans måde at håndtere truslerne på.

"Med risiko for at du ville blive fængslet i Jordan sagde du, at det var da i orden, så længe de serverede svinekoteletter og det er jo dejligt, du kan reagere på den måde," sagde Pia Kjærsgaard, mens Kurt Westergaard i sin tale takkede PET for, at han stadig er i live

"PET har reddet mit liv. Det er en autoritet i vores hverdag," sagde han, og slog fast, at han fortsat står ved sin tegning af Muhammed med en bombe i sin turban.
Kurt Westergaard sluttede af med at takke værten.

"Dansk Folkeparti - personificeret af Pia Kjærsgaard - er nok det parti, som har henvendt sig mest til mig for at støtte mig," sagde Kurt Westergaard efter talen, som blev modtaget med stående klapsalver.