Efterforskningsleder i Blekingegade-sagen, Jørn Moos, mener, at den nye vinkel på gruppen er interessant. Han afviser ikke, at medlemmerne var politiske røvere.
19. februar 2009, 14:19
- Meget interessant!
Sådan lyder reaktionen fra den tidligere efterforskningsleder i Blekingegade-sagen, Jørn Moos, på medlemmernes udlægning af historien. I et interview med modkraft.dk siger bandemedlemmerne Torkil Lauesen og Jan Weimann, at de ikke var terrorister, men "politiske røvere".
- Det er en vinkel, jeg har gået og ventet på i mange år. Jeg vil ikke afvise, at de var politiske røvere, for min klare opfattelse er, at de lavede kriminalitet med et politisk islæt, siger Jørn Moos til Ritzau.
De to medlemmer tager bladet fra mundet efter 15 års tavshed. De vil gerne rokke ved Peter Øvig Knudsens version, som kæder banden sammen med flere terrorgrupper. De to medlemmer afviser samarbejdet med alle grupper på nær Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP). Også efterforskningslederen tvivler på samarbejdet. Kun samarbejdet med PFLP er veldokumenteret, mens samarbejdet med de øvrige grupper bunder i forklaringer fra Blekingegadebandes ideologiske ophav, Gotfred Appel.
/ritzau/

































