Søren Kam skal udleveres fra Tyskland, hvis Danmark skal udlevere 32-årig, som er mistænkt i en sag om nazimusik. Det kræver en gruppe tidligere modstandsfolk.
24. september 2008, 17:05
Hvis Danmark i henhold til EU-regler skal udlevere en 32-årig dansker, der mistænkes for at have spredt hadefuld nazimusik i Tyskland, så skal Søren Kam sendes den modsatte vej.
Det kræver foreningen Aktive Modstandsfolk, som får støtte hos Dansk Folkepartis EU-ordfører Morten Messerschmidt.
- I det mindste må man kræve, at der er lighed for loven, og at Danmark som modsvar så også får Søren Kam udleveret, siger Messerschmidt.
Kam har erkendt sin deltagelse i drab og terror i Danmark under Anden Verdenskrig. Efter krigen blev han tysk statsborger, hvilket beskytter ham mod udlevering.
Men chefen for Det Internationale Kontor i Justitsministeriet, Jens-Christian Bülow, afviser argumentationen.
- Man kan ikke handle på den måde. De to sager skal behandles individuelt, siger han.
/ritzau/

































