Modelfly og fugle i luftkrig

En undersøgelse skal afgøre, om fuglelivet i en nordsjællandsk mose bliver påvirket af larmen fra små modelfly.

Der er udbrudt krig i himlen over Langstrup Mose i Nordsjælland, hvor små helikoptere og kampfly kæmper om luftrummet med musvåger og andre rovfugle.

Mosen bliver brugt af en lang række fuglearter, bl.a. rovfugle på træk, ligesom den også bliver brugt af medlemmerne af Nordsjællands Fjernstyrings Klub, der sender deres larmende modelfly på vingerne i luften over mosen.

Men Danmarks Naturfredningsforening (DN) frygter, at fuglene taber slaget om Langstrup Mose til flyene, og har derfor klaget til Naturklagenævnet i forbindelse med, at Fredensborg Kommune har forlænget fjernstyringsklubbens flyvetilladelse i mosen.

Naturklagenævnet har besluttet, at kommunen skal foretage en undersøgelse af eventuelle konsekvenser af brændstofdrevne modelfly for mosens fugleliv, og den er rådgivningsfirmaet Orbicon nu i gang med at foretage.

Speciel opgave
Seniorkonsulent i Orbicon, Erik Mandrup, bekræfter, at »det er en speciel opgave«, Orbicon er blevet sat til at løse og skal være færdig med i slutningen af i år.

»Der er meget få oplysninger om lige præcis den her problemstilling,« siger han og forklarer, at undersøgelsen består af feltstudier samt litteraturstudier af erfaringer med fugle og modelfly fra udlandet.

Han forklarer, at Langstrup Mose er et af Nordsjællands vigtigste rasteområder for rovfugle på træk mod nord eller syd.

Bl.a. holder fjeldvåger, glenter og rørhøge hvil i mosen og tager for sig af mus og andre småkræ. Mosen får også besøg af fiskeørne og tårnfalke, ligesom den er hjem for musvåger.

Skydebaner og motorvej
Formanden for Nordsjællands Fjernstyrings Klub, Jørgen Mouritzen, mener, at DN »overdriver problemet«.

»Fuglene har vænnet sig til larmen. Ellers ville de ikke være der,« siger han og tilføjer, at området også ligger mellem to skydebaner og få hundrede meter fra en motorvej.

Undersøgelsen vil få betydning for, hvor meget Nordsjællands Fjernstyrings Klub i fremtiden kan flyve over mosen.