Ministre skal forholde sig til boligballade

Flere partier kræver nu, at justits- og socialministeren sikrer, at lovlydige lejere ikke behøver at flytte, fordi én familie raserer resten af kvarteret.

Partierne står i kø for at stille spørgsmål til regeringen i sagen om balladen på Belvederevej.

Både Dansk Folkeparti, SF, De Radikale og Socialdemokraterne vil vide, hvordan regeringen vil sikre de 23 lovlydige familier, der deler boligblok med en voldelig og truende familie.

Thomas Jensen, boligordfører for Socialdemokraterne, vil have svar fra både justitsminister Brian Mikkelsen (K) og socialminister Karen Ellemann (V).

- Vi vil finde ud af, hvad der er hoved og hale i sagen. Nu skal vi først se om den nugældende lovgivning er god nok, og den bare ikke er blevet brugt. Men hvis vi kommer frem til, at nugældende lovgivning kan strammes op, så er vi parat til det, siger Thomas Jensen.

Hans krav bakkes op af De Radikale.

- Socialministeren må komme med forslag til, hvordan man kan løse det her problem. Det er urimeligt, at de fredelige familie skal bøde for en enkelt familie, der angiveligt chikanerer resten af boligforeningen. Jeg synes selvfølgelig, at det er den voldelige familie, der skal væk, siger partiets retsordfører Lone Dybkjær.

Behandlingstid skal ned
Også SF kalder socialminister Karen Ellemann (V) i samråd.

- Når det er så svært at smide familien ud, er det tegn på, at lovgivningen ikke er god nok, og at den skal strammes op. Socialministeren må gå ind i den her sag, og derfor har vi indkaldt hende i samråd. Vi må have en redegørelse for, hvor lovgivningen skal strammes op for at undgå den her slags historier i fremtiden, siger SF's boligordfører Nanna Westerby.

Socialministeriet melder dog hus forbi og henviser til, at det er justitsministeren, der skal på banen, da det er sagsbehandlingstiden og ikke lejeloven, der er problemet i Helsingør.

Og retsordfører for Dansk Folkeparti Marlene Harpsøe vil have behandlingstiden ned.

- Sådan som det er nu, kan der gå op til flere år, og det er urimeligt. I ekstreme tilfælde bør man kunne sætte folk ud meget hurtigt, siger hun.

Vold og dødstrusler
De politiske reaktioner kommer i kølvandet på sagen om Belvederevej i Helsingør.

Her har en familie hærget en boligblok med vold, hærværk og dødstrusler i næsten et år.

I går fik boligforeningen Lejerbo så nok og tilbød 23 familier at blive genhuset et andet sted, så de kunne slippe for den voldelige nabofamilie.