Minister vil ændre regler for adoption

Lene Espersen (K) erkender, at der kan være behov for at gøre de danske adoptionsregler »mere fleksible.«

Det er på tide at få vendt situationen, så danske adoptanter ikke står på venteliste til et barn så længe, at mange af dem ikke når at få et barn, inden det er for sent.

I Berlingske Tidende i går erklærede formanden for retsudvalget, Peter Skaarup (DF), sig villig til at gøre adoptionssystemet »mere smidigt«. Nu stemmer justitsminister Lene Espersen i.

»Jeg er enig i, at den internationale situation med stigende ventetider på adoptioner betyder, at der kan være behov for at overveje, om de danske adoptionsregler på visse punkter skal gøres mere fleksible.«

I 2000 ankom der 716 børn til danske par eller singler mod kun 430 børn sidste år ifølge de nyeste tal fra adoptionsbureauerne AC Børnehjælp og Danadopt. Det store fald skyldes, at flere vil adoptere på verdensplan, og at de enkelte lande er blevet bedre til at adoptere internt. Især antallet af børn fra Kina og Indien er styrtdykket – i 2005 ankom 170 kinesiske børn til Danmark. I 2007 var det kun 111, der fik en dansk familie via AC Børnehjælp.

»Jeg er bekendt med, at der under den tidligere familie- og forbrugerminister var visse overvejelser på området, og jeg vil nu sammen med mine embedsmænd gennemgå mulige løsningsforslag,« siger Lene Espersen.

Foreningen Adoption & Samfund foreslår, at ministeren ændrer adoptionsreglerne, så den officielle godkendelse af en adoptant forlænges til tre år i stedet for de nuværende to år, så adoptanten får en reel chance for at få et barn i forslag inden en ny godkendelsesprocedure sættes i værk. Mange adoptanter står så længe på venteliste, at de til sidst ikke kan blive godkendt.

»Til brug for de videre overvejelser vil jeg naturligvis være indstillet på bl.a. at diskutere spørgsmålet med Adoption & Samfund,« siger Lene Espersen.