Som ny transportminister vil Hans Christian Schmidt tage ved lære af de mange forsinkelser på Kystbanen. I fremtidige udbud skal det være krystalklart, hvem der har ansvaret, når toget er forsinket.
18. marts 2010, 22:30
Der er nogle løfter, der er mere troværdige end andre. Og Danmarks nye transportminister, Hans Christian Schmidt (V), forstår godt, hvis løftet om tog til tiden nyder lav troværdighed blandt de mange kystbanependlere, som er efterladt på perronen, når køreplanen skrider igen.
Alligevel stiller han nu pendlerne i udsigt, at kystbanetogene vil køre mere rettidigt fremover. Som hans forgænger, Lars Barfoed (K), gjorde det. Og som DSB First gjorde det, da de for lidt over et år siden overtog driften på Kystbanen. Mindst ni ud af ti tog skal køre til tiden, lyder det fra den nye minister.
»Men altså, hvis kystbanependlerne ligner mig, så vil de sige, at det har vi fået at vide så mange gange før, og det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at det virker ikke,« siger Hans Christian Schmidt.
Og hvad vil du så sige til dem?
»Jeg kan bare sige, at jeg tror, det er det helt rigtige, jeg gør. Det er dybt kompliceret. Jeg har talt med en professor fra Schweiz, som er ekspert i punktlighed. Det er alle mulige ting, som er galt på Kystbanen. Togene er forsinkede, de kører forbi passagerne på perronen, hvor de burde stoppe. Det tyder på, at man ikke har en entydig ansvarsplacering. Jeg kan ikke sidde og diskutere med Banedanmark, med DSB og med DSB First. Så nu sætter jeg en projektkoordinator til at håndtere hele Kystbanen. Det er det eneste, der kan redde det her.«
Set i bakspejlet
Betyder det, at I har indgået nogle kontrakter, hvor det ikke er klart, hvem der har ansvaret for forsinkelserne?
»Ikke hvis det går galt med banen, for så kalder jeg Banedanmark ind. Hvis togene ikke er, som de skal være, kalder jeg DSB ind. Men når det hele går sammen i en større enhed og ikke virker, så er der ingen, der har det overordnede ansvar. Jo, det har jeg.«
Men så burde I vel kigge nærmere på, om jeres kontrakter er gode nok?
»Det er jeg da enig med dig i, men det vil jeg ikke kommentere på nu. Så bliver det en diskussion, hvor jeg siger noget om nogen, der har lavet kontrakterne. Det har jeg ikke belæg for i dag. Jeg er begyndt at sætte mig ind i, hvordan de her kontrakter er skruet sammen, og jeg tror, at vi alle sammen vil lære af det, vi har været igennem med Kystbanen.«
Vil det sige, at ingen har taget højde for, at det er nødvendigt at kunne placere et ansvar, hvis togene konstant er forsinkede?
»Der bliver jeg dig svar skyldig. Ellers begynder jeg at bevæge mig ud i gætterier om, hvad de har tænkt, da de sad og lavede kontrakterne. Og der er ikke noget, der er nemmere end at kigge i bakspejlet.«
Men du siger, at I vil tage ved lære af situationen?
»Så længe jeg sidder her vil vi ikke lave flere udbud, hvor det ikke er krystalklart, hvem der har ansvaret,« slår Hans Christian Schmidt fast.
Ingen skældud
Ifølge ministeren skal mindst 90 procent af kystbanetogene køre til tiden inden udgangen af 2010. Mod ca. 82 procent i sidste halvdel af 2009.
»Det skal de op på i år. Men først skal allesammen (DSB, DSB First og Banedanmark, red.) give mig deres ord på, at de afstår fra at blande sig, og at projektkoordinatoren har autoriteten til at skride ind over for de forsinkede tog. For det er jo helt galt det her.«
Og hvis aktørerne på Kystbanen alligevel ikke lever op til rettighedskravene, hvad så?
»Jeg begynder aldrig nogen sinde at stille op over for folk, hvilken straf de vil få, når de ikke engang kender deres opgave. Men jeg kan sige, at man skal op i en anden omdrejning end sådan, som det hidtil har kørt.«
Hvis jeg var leder af DSB First eller Banedanmark ville jeg opleve, at jeg blev sat under administration?
»Du kan kalde det, hvad du vil. Jeg kan bare konstatere, at det ikke virker, og derfor håber jeg, at folk i stedet vil sige, at det er da helt rigtigt; vi har et fælles ansvar,« siger transportministeren, som afviser, at der er tale om en skideballe til de ansvarlige for kystbanedriften.
»Jeg er faktisk forbi det punkt, hvor jeg skælder nogen ud. Det får jeg ikke noget ud af alligevel. Nu vil jeg bare gerne holde én ansvarlig for, at det kommer til at køre.«

































