Sommerferien er højsæson for genopdragelse i udlandet. 14 kvinder og børn er lige nu tilbageholdt af egne familier. Udenrigsministeriet finder det ’svært at hjælpe’.
16. juli 2009, 07:49 – opdateret 16. juli 2009, 08:13
Kvinder og børn fra Danmark bliver lokket til udlandet under påskud af, at de skal på besøg hos familien. Men når de kommer frem, står den i stedet for høflighedsvisit på hård genopdragelse i den muslimske tro og tørre tæsk – eller måske har familien arrangeret at gifte danskeren med en fremmed.
Sådan ser virkeligheden ud for i hvert fald 14 børn og kvinder, som Udenrigsministeriet har kendskab til, skriver DR Nyheder.
Udenrigsministeriet er klar over, at de bliver tilbageholdt, men:
- Vi forsøger at hjælpe dem så godt, vi kan. Men især de mindreårige er svære at hjælpe. Det er nu engang forældrene, der bestemmer, hvor deres barn skal opholde sig, siger Ole Løgstrup fra Udenrigsministeriets Borgerservice.
Spørgsmål om tid
Især op til sommerferien søger børn og unge tilflugt hos myndighederne, og i Københavns Kommune har mindst ti mindreårige søgt hjælp i år, fordi de frygter at blive sendt på genopdragelse.
- Tit har børnene en fornemmelse af, at de måske vil bliver efterladt dernede, eller måske har forældrene planlagt et bryllup, forklarer Kristine Elle fra Etnisk Konsulentteam i Københavns Kommune til DR Nyheder.
Og myndighederne har mulighed for at gribe ind, hvis den unge søger hjælp inden afrejse – i de tilfælde hjælper kommunen med at mægle i familien, og i alvorlige situationer kan den unge blive anbragt uden for hjemmet.
Registreringssystem
Men er problemet først opstået uden for landets grænser, så finder danske myndigheder det svært at gribe ind.
Det er integrationskonsulent Manu Sareen fra De Radikale dog ikke enig i. Han mener ikke, at en løsning på problemet ville koste alverden.
Han foreslår et registreringssystem på nettet, hvor de unge kan indtaste deres oplysninger, inden de tager af sted. Når de så ikke kommer hjem til den tid, de har angivet, så er der en rød lampe, der skal blinke på ambassaden. Ud over det, skal der - som man kender det fra England - være en særlig enhed, der kan rykke ud og hjælpe de børn, som er i nød, foreslår Manu Sareen.

































