Millionsvindel på Aarhus Universitet

En forskningschef ved Aarhus Universitet er forsvundet, og politiet er i færd med at undersøge påstået svindel for millioner.

En større svindelaffære har udspillet sig på Aarhus Universitet, og ifølge Århus Stiftstidende drejer beløbet sig om 10 millioner kroner.

I Østjyllands Politi bekræfter vicepolitiinspektør Børge Fransen over for Ritzau, at man er ved at efterforske en sag.
Det skyldes en anmeldelse fra Forskningsministeriet sidste år.

Sagen drejer sig om svindel med betalingen for forskning, som sker i et samarbejde mellem et amerikansk universitet og forskningsmiljøer i Danmark.

Forskningschefen er pist forsvundet

Pengene til projektet er gået gennem Forskningsministeriet til Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.

- Vi har ikke sat noget beløb på, og der er ikke rejst sigtelser mod nogen, siger Børge Fransen.

Ifølge Århus Stiftstidende skal bedrageriet blandt andet være sket med brug af falske underskrifter. Desuden er forskerchefen forsvundet, skriver avisen.

/ritzau/