19. april 2009, 07:45

Digterkyserne sad kækt på sned, da fænomenet »Erik og Anni« dukkede op i Ekstra Bladets spalter i 2007.

»IT-milliardæren Erik Damgaard og hans øjesten, den tidligere nøgenmodel Anni Fønsby, får masser af plads til at lege ’nu kommer jeg og ta’r dig’, når de i løbet af kort tid flytter ind i hans nyindkøbte villa,« lød det, da bladet havde »afsløret«, hvordan den ene af brødrene bag Damgaard Data var faldet for en tidligere massøse i hendes skobutik. Og sådan har det været siden.

»Alt hvad Erik Damgaard rører ved – måske lige bortset fra kærestens forparti – falder sammen,« skrev bladet for nylig om Damgaards finanskrisetab. En attitude man næppe ville finde på Børsens sider.

Hvis der nogensinde har været en grænse eller en iboende respekt i de kulørte mediers kendis-behandling, blev den helt afskaffet med Erik Damgaard og Anni Fønsbys indtræden på scenen. Og omvendt; hvis nogen nogensinde har gjort dansk erhvervslivs ældgamle bon mot om, at »den, der lever tyst, lever godt« til skamme, må det være Damgaard og frue.

Gennem to år har fænomenet »Erik og Anni« valset rundt med de kulørte medier i en såvel fascinerende som surrealistisk runddans. Med en sådan hast har de hvirvlet rundt, at det kunne være svært at skelne, hvem der egentlig førte hvem, om det så var i artikler eller i Kanal 4s docusoap med den grammatisk fejlbehæftede titel »Erik og Anni goes to Hollywood«.

DER FINDES NÆPPE den TV-anmelder eller medieforsker, der ikke har fnyst ad »Erik og Anni«-bombardementet, men set fra Ekstra Bladets redaktørstol er logikken simpel: Historien, virkelighedens »Pretty Woman«-fabel, overgår fiktion. »Vanvittigt« er faktisk redaktør Poul Madsens mest brugte ord, når han skal beskrive de to forsidegengangere:

»Vi taler om en nørd, der har tilbragt det meste af sit liv i en kælder, og en bordelmutter, som udstiller deres forskelligheder for hele nationen i et fuldstændig vanvittigt TV-program. Så er der en masse vanvittige detaljer. Den ene halvdel af parret er helt uvant med den kulørte presse, og så udspiller der sig et yderst vanvittigt hændelsesforløb,« siger Poul Madsen, som derefter professionelt optændt beretter om, hvordan Ekstra Bladet sidste år kunne overbringe Anni Fønsby nyheden om, at Damgaard havde trukket stikket ud til deres drømmebryllup.

SIDEN FANDT PARRET sammen igen, og Erik Damgaard lod forstå, at de ville være i fred, men de mødte alligevel beredvilligt op til interviews og tykt pressedækkede koncerter. Torsdag-fredag i denne uge kom det alvorligste lavpunkt i parrets offentlige liv, da de blev sigtet for rufferi. Anni Fønsby har tidligere fået en betinget dom for netop bordelvirksomhed og er nu varetægtsfængslet i tre uger. Ifølge anklagerens sparsomme oplysninger skulle Erik Damgaard have fungeret som rådgiver og pengemand, mens Anni Fønsby og en sygeplejerskeveninde angiveligt skulle være de egentlige bagmænd.

HVORDAN KUNNE DET gå så galt personligt, forretnings- og imagemæssigt for så dygtig en erhvervsmand som Damgaard?

Han havde på papiret format til evig beundring i pressen og offentligheden. Som akademiingeniør stiftede han i 1984 sammen med lillebroderen, Preben, et selskab til udvikling af software. Erik var nørden, der bl.a. udviklede systemerne C5 og Concorde. Preben stod for det udadvendte salg. Firmaet blev til Navision, der senere blev solgt for 11 mia. kr. til Microsoft. En succes der i nærværende avis blev beskrevet som »nørdernes triumf« og en sejr for »knallertudboreren fra Bagsværd«.

Men med milliarderne i baglommen stod Erik Damgaard pludselig over for en ny, uvant karriere:

»Forestil dig, at han efter en snes år i maskinrummet pludselig kommer op af kælderen og står og misser mod sollyset med noget nær en milliard på lommen,« siger en bekendt.

Bror Preben fik sæde i bestyrelserne i store, kendte virksomheder som TDC og B&O, mens Erik søgte mod kulørte forretningsmænd, de kendte 80er-guldflippere, den tidligere Parken-aktionær Aldo Petersen og iværksætteren Peter Forchhammer. Ingen af dem er født med guldskeer i munden, tværtimod er de vokset op i boligblokke i Søborg, Bagsværd eller Buddinge og kendt for deres risikovillighed og kreativitet.

Gennem denne gamle »drengeklub« investerede Damgaard i en stribe nye selskaber inden for ejendomme, vindkraft og finans; de fleste etableret af kredsen omkring Forchhammer og Aldo Petersen. Med finansiel hjælp fra rigmænd og de seneste års økonomiske optur i ryggen blev selskaberne banket op i enorme markedsværdier. Det gælder eksempelvis finanskoncernen Capinordic, vindmølleselskabet Greentech og ejendoms- og vindselskabet Eurotrust.

»Det er jo ikke sådan, at jeg har en stor, gennemtænkt investeringsstrategi. Strategien er nok mest baseret på det, jeg kalder De Tre F’er. Friends, Family and Fools. Jeg behøver ikke altid at være helt nede i detaljerne for at være med,« har Erik Damgaard sagt.

Men fælles for selskaberne er også, at finanskrisen har været hård ved dem. Milliardværdier er forsvundet, og de er styrtdykket på børsen. Erik Damgaard selv har det seneste år tabt tæt på 800 mio. kr.

DAMGAARDS FORMUE har sat kursen mod bunden. Og i takt med udviklingen af forholdet til Anni Fønsby har hans omdømme i offentligheden gjort det samme. Ligesom hans forretningsmæssige dømmekraft kan betvivles, må den foreløbige konklusion efter fredagens grundlovsforhør og Erik Damgaards improviserede pressemøde uundgåeligt være, at hans private dømmekraft ligeledes er flosset.

Løsladelsen af Damgaard kan tolkes sådan, at anklagemyndigheden ikke har samlet en vægtig sag mod ham, og han fastholder da også sin uskyld. Hustruen derimod ville eller kunne han ikke forsvare effektivt. På spørgsmålet: »Vil du støtte din kone i det videre forløb?« svarede han således: »Jeg vil ikke lyve i retten.« Faktisk lod han forstå, at hele ægteskabet var oppe til overvejelse.

Det var formentlig et forsøg på personlig damage control. Men enhver spindoktor ville formentlig gå i koma over de uforberedte gadeudtalelser. Og iøjnefaldende er det, at Erik Damgaard – efter to år i vridemaskinen – synes temmelig naiv med hensyn til den medievirkelighed, han står i.

At mediemøllen ikke kan spinnes i Erik og Annis favør kan forklares på tre niveauer.

Tag det lavpraktiske: Historien om Erik og Annis fald fra tinderne vil, pga. sin åbenlyse appel til maskuline husarer og kvindelig skadefryd m/k, kunne leve længe i avisspalterne endnu. Som chefredaktør Poul Madsen siger:

»I TV-serien forsøgte Damgaard at fastholde sit image som fin erhvervsmand med vigtige kontakter; i virkeligheden løb han bare rundt med et smørret grin og gloede på Annis bryster. Men der er stadig en fascination og nogle detaljer, som er nærmest urbasale. Anni Fønsby er mange mænds ultimative sexdrøm. Og den stenrige forretningsmand er mange kvinders drøm.« Dén fascination – om det så går op eller ned for hovedpersonerne – kan sælge blade.

I et lidt større perspektiv er det en indbygget og efterhånden indlysende mekanisme i vore dages celebrity-kultur, at vi dyrker de kendtes liv som en fortløbende fortælling. Vi elsker deres opture, men måske elsker vi deres nedture endnu mere, mener Anne Jerslev, medieforsker ved Københavns Universitet:

»På den ene side fremstilles de kendte som ekstraordinære, på den anden side som utroligt ordinære. Som overmennesker, men også som nogen vi kan ynke. Sådan har det altid været, men i dag, hvor grænsen mellem privat og offentligt har flyttet sig, og mediedækningen er mere aggressiv, er der flere muligheder for at etablere degraderingshistorien,« siger hun.

I denne kendis-mekanisme bliver kommunikationsstyring helt afgørende. Og den er kikset for Erik og Anni fra begyndelsen. Som kommunikationssitet K-forum skrev i en kommentar om parret sidste år, da deres bryllup blev aflyst pga. bordelrygter:

»Nu prøver Erik at vinkle den op på stakkels »fraskilt-IT-milliardærnørd- forført-af-vulgær-kæmpekvinde-med-kæmpebryster-med-blakket-fortid«. Hvilket er umandigt, uromantisk og skader hans brand, eller hvad der er tilbage af det. Erik prøver at fralægge sig ansvaret. Mens de begge er rystet over al den medievirak. Moralen for alle os andre er for 117. gang, at ‘if you don’t manage issues, issues will manage you’.«

PÅ DET ØVERSTE abstraktionsniveau, set som kulturel hændelse, er Erik og Annis fald fra tinderne måske bare et fænomen, der er langt, langt større end dem selv. Som Stein Bagger-historien, der blev langt større end den 170 cm høje regnskabsjonglør selv.

Når vi som medier og privatpersoner svælger i jetsetparrets åbenlyse tragedie, er det måske, fordi »Erik og Anni«-fænomenet er blevet selve billedet på alt det, der bare var for meget i 90erne og 00erne: Det forlorne, det let-vundne og det ansvarsløse.

De er repræsentanter for hurtigt tjente penge. For plastikkirurgien med de enorme silikonebryster, pumpede læber og kridhvide pudsede tandsæt. For det eksorbitante forbrug. Det overfladiske jetsetliv. For en livsæstetik der kammede over for lang tid siden.

Hvis man har følt ubehag ved dén kultur, kan man – også i lyset af finanskrisens klogskab og nypuritanisme – gnide sig i hænderne over, at kulturens danske frontfigurer, Erik og Anni, nu har mødt deres nemesis.

Hvis de da ikke kommer igen. Som Britney Spears, Mickey Rourke, Robert Hansen og andre fortabte sjæle har gjort det.

Dét ville da være en god historie.