Mette Frederiksen: »Vi skal opdrage de unge«

Samfundsudviklingen gør, at Socialdemokraterne anser det for nødvendigt at opdrage folks børn. Første skridt er særlige ungdomsdomstole, som skal uddele sanktioner til kriminelle børn og unge helt ned til 12 år.

Socialdemokraterne bebuder et kursskifte i retspolitikken, hvor samfundet i langt højere grad skal stå for opdragelsen af børn og unge. Det sker ved at oprette særlige domstole for børn og unge mellem 12 og 18 år. I stedet for mere traditionelle straffe vil de unge blive idømt sociale sanktioner, som skal give dem en større forståelse for, at deres gerning er uacceptabel.

»Hvis en ung har lavet hærværk på sin skole, vil en passende sanktion være, at den unge selv reparerer rækværket og hjælper med at sætte en ny rude i. Det handler om at få skabt en sammenhæng mellem lovovertrædelsen og sanktionen, så de unge er med til at rydde op efter sig selv,« siger socialordfører Mette Frederiksen (S).

Hun beklager en samfundsudvikling, hvor de unge ifølge hende ikke længere tager så meget ansvar for egne handlinger.

»Det lyder måske lidt gammeldags, men vi vil opdrage de børn og unge, der begår kriminalitet. Problemet med VKOs strafferegime er, at det kan godt være, at de burer unge inde i en periode, men det kommer der ikke bedre mennesker ud af. VKO har ikke villet erkende, at når børn og unge begår kriminalitet, er årsagen oftest sociale problemer med forældrene, som ikke magter opdragelsen. Derfor bliver samfundet nødt til at opdrage deres børn,« siger Mette Frederiksen.

Er det ikke en meget formynderisk holdning, at samfundet skal stå for opdragelsen af folks børn?

»Både ja og nej. Vi bliver nødt til at erkende, at der er forældre, som ikke magter at opdrage deres børn. Samfundet opdrager faktisk mindre på børn og unge end tidligere. Mange i de ældre generationer kan nok huske fra deres barndom, at der var en hr. Hansen oppe på tredje sal, som holdt øje med drengene nede på græsplænen. Det tør hr. Hansen ikke mere. Hvis Hansen bor i et socialt boligområde, så holder han i dag sin mund.«

Ældre tør ikke gå ud

Er du ikke bange for, at staten går for langt, når den skal stå for opdragelsen?

»Alternativet er, at nogle unge mennesker falder fuldstændig igennem og som med deres kriminelle handlinger ødelægger fællesskabet for os andre. Det er desværre virkeligheden mange steder i dag. I et boligområde i Helsingør tør de ældre ikke engang at gå ud længere, fordi der har været en del røverier af ældre borgere på åben gade,« siger Mette Frederiksen, der betegner S-SF forslaget som et idelogoisk opgør med regeringens retspolitik.

Hvad får de unge ud af at erkende deres forbrydelse og dermed komme for en ungdomsdomstol?

»Ungdomsdomstolene bestemmer sanktionen, men det sker i dialog med den unge kriminelle. Den vigtigste gulerod for den unge kriminelle er, at de ikke får en plet på deres straffeattest, når de bliver dømt af ungdomsdomstolene,« siger Mette Frederiksen.

Normalt har man jo sagt, at det er frygten for at få en plet på straffeattesten, som har afholdt unge fra at begå kriminalitet?

»Der er ikke noget, som tyder på, at det forholder sig sådan. I hvert fald ikke for den gruppe af børn og unge, som har store problemer. Til gengæld ved vi, at en plettet straffeattest kan være en forhindring for, at unge kan springe fra kriminalitet til arbejdsmarkedet.«

Syvende gang

Hvis den unge bliver taget i butikstyveri for syvende gang, slipper han så stadig for straf?

»Det vil være op til de enkelte ungdomsdomstole at vurdere. Er det syvende gang vedkommende begår kriminalitet, vil det nok blive vurderet, at de skal overgå til det almindelige retssystem,« siger Mette Frederiksen.

Hun lover, at oprettelsen af ungdomsdomstolen vil være blandt topprioriteterne, hvis det lykkedes for S-SF at vinde næste valg.

»Det her lovforslag er et af de allerførste, vi vil fremsætte. Det skal gennemføres hurtigst muligt. Vi håber at være i gang inden for de første 100 dage,« siger Mette Frederiksen.

Ved grovere forbrydelser som manddrab, hård vold, bankrøveri og voldtægt er der dog ingen vej uden om det almindelige retssystem.

Sammen med oprettelsen af ungdomsstole vil S og SF hæve den kriminelle lavalder til 15 år igen, efter at VKO-flertallet besluttede at sætte den ned til 14 år.