Nytårshimlen blive mere farverig i år end sidste år. Men der er stadig lang vej til nytårshimlene før 2004.
30. december 2009, 15:10
Heksehyl vil glimte og pive på veje og stræder, batterier vil brage og bringe lysshow på himlen i løbet af nytårsaften, og klokken tolv vil raketterne sende regnbuer i alverdens farver over det danske land.
Nytårshimlen tegner til at blive lidt mere farverig end sidste år. Det vurderer tre store fyrværkeriimportører i Danmark.
- Det ser ud til, at det er en lille smule større end sidste år. Vi har solgt cirka syv procent mere end sidste år, siger Morten Sørensen, adm. direktør hos Fyrværkerieksperten.
Salget eksploderede tirsdag
Også hos Bright Star Firework har salget oversteget sidste år.
- Butikkerne, som vi sælger til, har haft en fremgang på mellem fem og ti procent, siger Jesper Dy, adm. direktør Bright Star Firework.
Hos fyrværkeriimportøren LCH Firework regner de også med, at nytårsaften bliver lidt mere festlig end sidste år.
I de butikker, som LCH Firework sælger til, eksploderede salget i går (red. tirsdag). Det er en dag tidligere end sidste år, fortæller adm. direktør Esben Moos, og dermed er der en dag mere til salg.
Langt fra 2004
Selv om der er sket en lille fremgang i år i forhold til sidste år, sælges der kun cirka halvt så meget som før 2004, hvor den store fyrværkerieksplosion i Kolding-forstaden Seest fandt sted, siger Morten Sørensen, adm. direktør for Fyrværkerieksperten og formand for Fyrværkeribrancheforeningen.
- Det skyldes skærpede regler på fyrværkeri samt mediernes hetz mod branchen, forklarer Morten Sørensen.
Han henviser blandt andet til, at butikkerne ikke må opbevare lige så meget fyrværkeri på deres lager som tidligere. Og når tilgængeligheden er mindre, så falder salget også, siger han og forklarer, hvad der er problemet ved medierne.
- Hvis du tager aviserne i dag, står der langt flere negative nyheder om fyrværkeri, siger formanden og fremhæver artikler om, at fyrværkeri er børnearbejde, og at der er forbudte kemikalier i fyrværkeri.

































