Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mens vi venter på computerne

Frederiksberg Kommune har efter et års IT-problemer på kommunens skoler lavet en handlingsplan. Lærere og elever må væbne sig med tålmod eller helt opgive at bruge skolens PCere.

Klokken er 9.10. Eleverne fra 9.C tænder for hver sin computer i IT-rummet på Skolen på Nyelandsvej. Deres matematiklærer, Jørgen Thyregod, har fået lov til at hente eleverne ud fra deres fysiktime, så de kan teste computerne og log-in tiden.

»Det er en optimal dag. Jeg loggede ind tidligere på lærerværelset, og det tog ingen tid, så det er spændende at se, hvordan det virker herinde,« siger Jørgen Thyregod, der både er tillidsmand, historie-, geografi- og matematiklærer.

Det seneste år har ifølge ham været stejlt op ad bakke i forhold til skolens IT-systemer, der dagligt bryder sammen, er uden netværk eller har log-in tider på 20 minutter. Dertil kommer et intranet, der slet ikke har fungeret. En terminsprøve er blevet aflyst fordi, systemet ikke virkede. Og der er mange andre eksempler på problemer, fortæller Jørgen Thyregod.

»Hver dag har i løbet af året budt på nye problemer. Forleden var jeg nødt til helt at droppe historieundervisningen ved computerne efter 40 minutter, fordi halvdelen af eleverne endnu ikke var blevet logget på. Så røg der en af de to historietimer med det.«

Taskforce rykker ud
Efter at lærerne har sendt breve til kommunen, og eleverne flere gange har demonstreret foran Frederiksberg Rådhus, har kommunen nu nedsat en særlig taskforce bestående af IT-konsulenter, som rykker ud på skolerne, hver gang der er problemer.

På skolens lærerværelse, hvor lærernes computere står, har der i løbet af året været højlydte bandeord og frustration fra lærerne, fortæller Jørgen Thyregod: »Rigtig mange lærere har droppet at integrere IT i undervisningen, for systemerne virker ikke. Det er smadderærgerligt for eleverne, at de får ikke den undervisning, de er berettigede til.«

Opgiver at bruge IT
Han har selv mere eller mindre opgivet at undervise eleverne med computere, blandt andet i elektroniske regneark, og han tager kun chancen med computerrummet, når han har dobbelttime. Så kan han altid nå at undervise på den »gammeldags måde« i den sidste time, hvis elektronikken atter engang slår fejl.

Klokken er blevet 9.25 i IT-rummet. Halvdelen af eleverne i 9.C er logget ind og kommet ind i programmet. Den anden halvdel sidder stadig og venter på at blive logget ind. De bliver i stedet bedt om at slukke computerne og gå tilbage til fysikundervisningen.

»Og så er det endda en rigtig god computerdag i dag,« siger Jørgen Thyregod.