Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mellemøstekspert: Undskyldning får ingen betydning

Politikens undskyldning vil ingen betydning få. Muhammed-sagen er stort set uddød, siger Mellemøstekspert.

- Det skulle undre mig, hvis der kom en større folkelig ballade ud af det her. Sagen er ved at dø ud, siger lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, Helle Lykke Nielsen.

Ifølge hende, vil en undskyldning fra Politikens side, ikke få stor betydning i Mellemøsten. Hos den almindelige befolkning vil kun en ny sag af en art, kunne sætte gang i hjulene igen. Umiddelbart er det dog ikke sandsynligt, at der er nogle, der vil reagere på Politikens undskyldning.

- Der  vil være en forskel på, hvordan regeringer, almindelige mennesker og religiøse bevægelser vil reagere på undskyldningen, da de ikke har samme interesser i sagen. Men jeg tror ikke, at der kommer en sag ud af det, siger Helle Lykke Nielsen.  

Glæde hos regeringer

Som Helle Lykke Nielsen ser det, vil undskyldningen vække glæde hos mange regeringer og styrer i Mellemøsten. Særligt for Saudi Arabien, hvorfra også advokaten for de otte muslimske organisationer, Faisal Yamani, kommer, passer en undskyldning godt ind.

- Saudi Arabien sidder i en klemme mellem de islamiske lande og Vesten. De gør et stort nummer ud af at være ægte repræsentanter fra islam, og der passer det godt ind, at de har kunnet presse en undskyldning ud af et vestligt medie, siger Helle Lykke Nielsen og fortsætter:

- Jeg tror, at reaktionen fra det saudiarabiske styre og mange af de mellemøstlige styrer vil være, at denne undskyldning er fin, og at alle nu er glade. Det er en god udløber af sagen, vil de sige på regeringsniveau.

Religiøse bevægelser mindre tilfredse

De folkelige, religiøse bevægelser i Mellemøsten vil dog se lidt anderledes på sagen, mener Mellemøst-eksperten:

- De kunne meget vel tænkes at sige: "Se de vil ikke engang love, at danske aviser ikke trykker tegningerne igen. Det er vi ikke tilfredse med." Men jeg tror ikke, at der vil komme en stor sag ud af det, siger Helle Lykke Nielsen.

Styrker ikke forholdet

Helle Lykke Nielsen mener ikke, at forliget vil styrke forholdet mellem Danmark og Mellemøsten.

- Danmarks
image er plettet efter hele Muhammed-sagen, det kan en avis og denne aftale ikke rette
op på. Det er det lange seje træk, som Udenrigsministeriet arbejder på
højtryk på, siger hun.