Massiv kritik af socialministeren

Partierne på Christiansborg står på nakken af hinanden for at lægge afstand til socialminister Eva Kjer Hansen (V) og hendes synspunkt om, at samfundet kan have gavn af større ulighed.

Socialminister Eva Kjer Hansen, der i går kom i politisk modvind på grund af udsagn om, at ulighed er godt, tager kritikken med sindsro. Hun mener, at nogle politiske partier bevidst misforstår hendes budskab. Foto: Bjarke Ørsted
Socialminister Eva Kjer Hansen, der i går kom i politisk modvind på grund af udsagn om, at ulighed er godt, tager kritikken med sindsro. Hun mener, at nogle politiske partier bevidst misforstår hendes budskab. Foto: Bjarke Ørsted
Kritikken hagler ned over socialminister Eva Kjer Hansen (V), der ser en større ulighed mellem rig og fattig som et gode, fordi økonomisk succes for de velhavende gavner hele samfundet - også de svageste.

Dansk Folkeparti var i går så fortørnede over Eva Kjer Hansens holdning, at partiformand Pia Kjærsgaard direkte truede med at hive tæppet væk under regeringen. Men efter at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nu offentligt lægger afstand til Eva Kjer Hansen er truslen trukket tilbage og i stedet afløst af hovedrysten.

»Statsministeren har slået fast, at det ikke er regeringens politik at øge uligheden i samfundet, og det tager jeg til efterretning. Men jeg er meget forundret over, at Danmark har en socialminister, der kan få sig selv til at sige den slags arrogante ting. I det hele taget synes jeg, socialministeren klart viser, at hun mangler et socialt bankende hjerte,« siger Pia Kjærsgaard.

SFs formand, Villy Søvndal, bebuder, at partiet vil stille et mistillidsvotum for at få væltet Eva Kjer Hansen, mens de Konservatives socialordfører, Tom Behnke, kalder Eva Kjer Hansens udtalelse »lad de rige blive rigere« uheldig.

»Det er vel udtryk for, at Eva Kjer Hansen har ønsket at sende et signal til det liberale bagland, der gerne ser en mere klar liberal politik fra regering,« siger Tom Behnke.

Hos de Radikale tolker socialordfører Martin Lidegaard i lighed med Socialdemokraternes Mette Frederiksen socialministerens udtalelser om det ønskelige i større samfundsmæssig ulighed som udtryk for, at regeringen ikke tager det stadig stigende antal mennesker på overførselsindkomster alvorligt.

»Socialministeren bør overveje sin stilling. Det er nemlig helt urimeligt, at landets socialminister simpelthen ikke har forstået, hvilken ulighed, der truer det danske samfund. Mens hun snakker CEPOS (uafhængig liberal tænketank, red.) efter munden, bliver der for hver dag flere danskere på varige overførselsindkomster. Uligheden i det danske samfund går mellem dem, der er i arbejde, og dem der ikke er,« siger Martin Lidegaard.

Ros fra CEPOS
Derimod får Eva Kjer Hansen ros fra Mads Lundby, der er cheføkonom i tænketanken CEPOS. Han påpeger, at ulighed i samfundet kan virke som en motor og få flere ud på arbejdsmarkedet til gavn for alle.

»En fortsat udvikling af velfærdssamfundet forudsætter flere mennesker på arbejdsmarkedet, og her kan uligheden virke som gulerod. Og derudover er det vel også værd at bemærke, at uligheden faktisk steg under de socialdemokratiske regeringer i 1990erne, hvor de rigeste fik skattelettelser og en række ordninger, herunder dagpenge- og efterlønsordningerne blev forringet,« påpeger Mads Lundby.

Selv tager Eva Kjer Hansen dog kritikken med sindsro. Hun mener, at nogle politiske partier bevidst misforstår hendes budskab.

»Jeg ønsker jo ikke at skabe fattigdom, og Danmark er allerede i dag et af de lande i verden, hvor befolkningen er mest lige. Og jeg vil også gerne understrege, at en velfærdsfremgang for de rige gør hele samfundskagen større, så vi får råd til at gøre endnu mere for de mennesker, der har det svært,« siger Eva Kjer Hansen.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.