Sjælsø Rundt er pakket med glade motionister.
30. maj 2010, 12:55 – opdateret 30. maj 2010, 12:59
Lige nu er Nordsjællands bakkede landeveje fyldt med glade motionister, der tramper i pedalerne. Motionsløbet Sjælsø Rundt er i fuld gang, og i år deltager mere end 7.500 danskere på de tre distancer, 28, 50 og 125 kilometer.
Der er flere luntere end sprintere i løbets felt, og til at passe på dem allesammen er 28 motorcykelbetjente og omkring 100 hjemmeværnsfolk samt en masse frivillige.
Sjælsø Rundt arrangeres i samarbejde med Berlingske Tidende og den tidligere cykelrytter Jens Veggerby.
Vinderen på de 125 kilometer blev Jacob Ørholm, fra københavnsklubben DK1115. Han sad i udbrud det meste af løbet og gik benhårdt efter at vinde:
- Det gjaldt om at komme afsted fra start, og det lykkedes, så jeg er meget glad, lød det fra vinderen, efter han havde tilbragt 3 timer 16 minutter og 25 sekunder i sadlen.
Første mand over målstregen på 50 kilometerdistancen blev Jesper Lund. Han kørte ruten på 1 timer 32 minutter og 33 sekunder. Til dagligt sælger han fisk i Sletten Fiskehus.
- Jeg havde slet ikke regnet med at køre for at komme først, fortæller Jesper Lind, da berlingske.dk fanger ham i målområdet.
- Men den gruppe, jeg sad i kørte bare så langsomt, og så tænkte jeg - OK. Nu kører jeg.
Der er stadig masser ryttere ude på ruten. Og selvom de kan forekomme klumper visse steder på de smalle landeveje, er der enndu ikke sket alvorlige uheld. Tidligere på dagen styrtede en flok ryttere på Strandvejen, men ingen kom noget til, oplyser politiet.
- Løbet går over al forventning, lyder det fra en begejstret motorcykelbetjent.

































