Marks pi-rekord kiksede

En ombytning af et firtal og et otte-tal spændte ben for Mark Aarøe Nissens europarekordforsøg i at huske flest decimaler af pi. Men den 21-årige matematikstuderende giver ikke op.

Den 21-årige matematikstuderende Mark Aarøe Nissen måtte sidst i februar tage hjem fra London uden en europarekord i at huske flest decimaler af pi i bagagen.  

Som tidligere beskrevet på berlingske.dk kan Mark Aarøe Nissen huske 22.544 decimaler af det uendelige tal, hvilket er nok til at slå den forsvarende europamester.

Men efter fire timer og 17.108 decimaler gik det galt. Århusianeren kom til at bytte om på et otte-tal og et firtal og blev stoppet i sit rekordforsøg. 

Mark Aarøe Nissen mener, det var koncentrationen, der svigtede.

- Efter tyve minutter mister man koncentrationen. Man er i en helt anden tilstand, hvor det er underbevidstheden, der arbejder for en. Når man bliver mentalt træt, er man meget mere sårbar over for at kunne lave fejl, siger han.

Vil prøve igen

Mark Aarøe Nissen er dog ikke ked af, at hukommelsen ikke rakte til et rekordforsøg i denne omgang.

- Jeg har det helt fint med det. Det er ikke noget, jeg går op i. Man bør bruge sin energi på at komme videre og se på sine fejl og gøre det bedre, siger Mark Aarøe Nissen.

Han påpeger, at den tidligere europamester, Daniel Tammet, brugte syv forsøg på at nå sit mål, så fejlslagne forsøg er en del af processen. 

Og det danske huske-geni har da heller ikke mistet modet og drømmen om en europarekord endnu.

- Jeg stiller op igen. Det er helt sikkert, siger han.