I dagens avis kan Maria læse, at hun lige netop har klaret skærene til sociologistudiet i København. Men hun venter med at springe champagnepropperne, indtil hun har fået brevet i hænderne.
30. juli 2008, 10:25 – opdateret 30. juli 2008, 10:50
Maria Villadsen venter stadig ved postkassen her til morgen. Ligesom tusindvis af andre videnshungrende og håbefulde unge, der i dag modtager et brev med enten et tilbud om en studieplads eller et afslag.
»Jeg har lige været ude at kigge i postkassen, men det er stadig ikke kommet, og jeg skal på arbejde klokken 11, « siger Maria Villadsen lettere frustreret.
Det tyder ellers ikke på, at hun har noget at være bange for. I dag bringer Berlingske Tidende og en række andre medier nemlig en liste over adgangskvotienterne på samtlige videregående uddannelser, dvs. det karaktergennemsnit, som giver adgang til studiet. Og det ser ud til at Maria lige netop har klaret skærene.
Maria har søgt ind på sociologi-studiet i både København og Aalborg.
»Men hele mit liv er her i København,« sagde hun i går til Berlingske Tidende.
Grunden til at Maria overhovedet søgte ind på Aalborg Universitet er, at adgangskvotienten i Aalborg sidste år lå på 7,9 efter den gamle skala, mens man i København skulle have et snit på 9,2 for at komme ind på sociologi-studiet.
Maria forlod for fire år siden gymnasiet med et snit på netop 9,2. Derfor må adgangskvotienten ikke stige med en eneste decimal i år, hvis hun skal kunne blive i den nye lejlighed ved Sluseholmen i København, som hun er ved at flytte ind i med sin kæreste.
Og ifølge tallene fra Den Koordinerede Tilmelding, som i dag offentliggøres i pressen, så er den adgangsgivende karakter til sociologi på Københavns Universitet den samme som sidste år, hvilket betyder at Maria kan ånde lettet op.
Hun er lige netop kommet ind.
»Men jeg tør ikke rigtigt at tro på det, før jeg har brevet i hænderne,« siger hun.
»Hvis jeg virkelig er kommet ind, så skal det fejres med at pakke alle mine flyttekasser ud, og så skal der nok åbnes nogle øl i aften.«

































