Mange lande begrænser afviste asylansøgeres adgang til at arbejde

Der gælder vidt forskellige regler, hvis man sammenligner afviste asylansøgeres adgang til at arbejde med de asylansøgere, hvis ansøgning stadig er under behandling. Den sidste gruppe må arbejde i EU-lande, mens de afviste som regel ikke må.

Hvis afviste asylansøgere får lov til at arbejde i Danmark, vil der være tale om en vidtgående rettighed, som ikke kendes i andre lande på vores breddegrader. Ingen af de øvrige lande i Norden giver således generel adgang til arbejdsmarkedet for afviste asylansøgere.

Men når det gælder asylansøgere, hvis ansøgning stadig er under behandling, er forholdene i landene omkring os betydeligt mere lempelige, og generelt ligger de danske standarder under EUs minimumskrav.

I Norge, Sverige og Finland må asylansøgere således både bo og arbejde uden for asylcentrene, mens deres ansøgning behandles, og i Tyskland og Holland må asylansøgerne arbejde uden for centrene.

Under EU-standard
Selv om flere lande giver asylansøgere ret til at arbejde, er der dog en række særlige forhold, der kan være forskellige fra land til land.

EU indførte i 2003 en række minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere. Blandt andet fastslåes det, at de har ret til »betinget adgang til arbejdsmarkedet«.

Disse standarder vedrører dog ikke Danmark på grund af vores retlige forbehold, og vi skulle på en række områder – blandt andet adgangen til arbejdsmarkedet – hæve vores standarder, hvis vi skulle følge EUs regler.

I en rapport fra november sidste år gennemgår EU-Kommissionen, hvordan medlemsstaterne overholder minimumsstandarderne, og det konstateres bl.a., at der ikke er større problemer med at få landene til at overholde kravet om den betingede adgang til arbejdsmarkedet.

Ifølge rapporten er det normal praksis i næsten alle EU-lande, at asylansøgere skal ansøge om arbejdstilladelse, før de må arbejde. I enkelte lande begrænses asylansøgeres adgang til arbejdsmarkedet dog til bestemte sektorer i erhvervslivet.

Intet arbejde til afviste
Ifølge direktivet skal asylansøgere have adgang til arbejdsmarkedet senest et år efter, at de har indgivet ansøgning om asyl, såfremt der på dette tidspunkt endnu ikke er truffet en første afgørelse. Halvdelen af medlemsstaterne giver adgang til arbejdsmarkedet efter et års ventetid. I Sverige gælder det f.eks. efter fire måneder.

Men disse rettigheder gælder altså ikke de asylansøgere, der har fået afslag deres ansøgning om asyl. I de øvrige nordiske lande gælder det samme som i Danmark; at de ikke har adgang til arbejdsmarkedet.

Når det er sagt, er der dog forskelle. Flere af de øvrige lande giver nemlig opholdstilladelser i forskellig form til de asylansøgere, der har fået afslag, men som ikke umiddelbart kan rejse hjem. I Finland får afviste asyl- ansøgere således en midlertidig opholdstilladelse, og når den fornyes efter et år, har de ret til at arbejde.