Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

To mænd anholdt i sag om knivdrab

Kriminalpolitiet i København anholdt natten til søndag yderligere to mænd, som menes at have tilknytning til knivdrab på Strøget i København.

Kriminalpolitiet i København har anholdt yderligere to unge mænd i forbindelse med knivdrabet på en 19-årig mand på Strøget ved Kongens Nytorv i København tidligt lørdag morgen.

De to mænd, der blev anholdt natten til søndag, sigtes for røverisk overfald og manddrab, oplyser kriminalpolitiets vagtleder. De fremstilles søndag i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt.

En 20-årig mand blev lørdag aften fængslet i 26 dage, hvor af de 12 skal tilbringes i isolation. Det skete i et grundlovsforhør hvor han blev sigtet for drab på en 19-årig mand og røveri. Han nægter sig skyldig.

Knivdrabet skete, da tre unge med udenlandsk baggrund kom i skænderi med to danskere, fordi de angiveligt ville have fat i den enes hue. Skænderiet udartede sig og kostede den 19-årige livet.

Hele optrinnet blev fotograferet af et videokamera.

Den 20-årige mand blev efterfølgende anholdt i Heibergsgade bag Det Kongelige Teater og lørdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten.

Politiet er på baggrund af optagelserne fra overvågningskameraet overbevist om, at han var en af de tre, og han havde en kniv på sig, da han blev anholdt.
/ritzau/