Der blev sunget fødselsdagssang, og champagnepropperne sprang, da P3’s studie i DR-byen var pyntet op til fest i anledning af, at lørdagsprogrammet »Mads & Monopolet« kunne fejre fem års jubilæum med konklusionen, at programmet ikke er satire.
15. november 2008, 19:06 – opdateret 15. november 2008, 19:58
»Jeg står af, hvis regeringen skal til at vokse ben for at være lækker og populær.«
Bemærkningen kommer fra Venstres rebelske søn Søren Pind under radioprogrammet »Mads & Monopolet, der i går havde indbudt pressen til dagens fem års jubilæumsprogram i P3’s studie i DR-byen.
En mor ringer ind til det, i dagens anledning 12 medlemmer store monopol for at høre, hvordan hun skal tackle, at hendes 12-årige datter er begyndt at vokse sine ben. Et af de faste og garvede monopoler er ikke i tvivl om, hvad den hjælpeløse moder skal stille op.
»I dag ligner en 12-årig jo en 18-årig, og så skal man måske vokse sine ben,« siger Flemming Østergaard, mens han med et tebrev sidder og spiller badminton hen over bordet med Søren Pind.
Efter et løssluppent jubilæumsprogram, der blandt andet bød på en lytter, der havde et problem med, at hans nabo spillede musik klokken otte om aftenen, sætter Danmarks ukronede modekonge Mads Christensen gang i jubilæet ved at åbne champagneflasker på stribe med en sabel, som han ifølge sig selv har gjort 900 gange, men aldrig før har han flækket flasken, som det i går skete for ham i P3’s studie.
»Mads & Monopolet« har sendt fra 9.00 til 12.00 hver lørdag formiddag siden november 2003. Her har almindelige mennesker kunnet ringe ind for at få råd, kloge ord og satire til at løse deres dilemma med. Men ifølge værten er programmet ikke satire.
»Da jeg startede »Mads & Monopolet«, ville jeg lave et program, der betød noget for den enkelte dansker og som man kunne bruge til noget. Lytterne ringer ind med et reelt problem, og det tager vi alvorligt ved at være 100 procent ærlige i vores svar, uanset problemets omfang,« siger Mads Steffensen, der siger, at folk ikke skal ringe ind, hvis de er bange for at høre sandheden, eller hvis de bare vil bekræftes.
Mads Christensen mener på samme måde, at konceptet handler om ærlighed, men lidt underholdning skal der være plads til.
»Jeg tager nogle gange den modsatte holdning bare for at skabe lidt energi og diskussion. Kloge hoveder og eksperter ville ikke fungere i programmet, hvis det også skal være underholdende,« siger Mads Christensen, der aldrig selv har problemer i sit liv, fordi han, ifølge sig selv, er hudløst ærlig og tager konfrontationen, hvis det er nødvendigt.
Den tidligere Enhedslisten-politiker Pernille Rosenkrantz-Theil kan heller ikke komme på aktuelle dilemmaer i hendes liv, men ser et stort dilemma i samfundet.
»Utrolig mange mennesker føler en daglig frygt for ikke at slå til eller udføre en opgave. Som vi mange gange har diskuteret her i programmet, så skal frygten tages alvorligt. For eksempel skal man prøve på at gøre de ting, man frygter for at finde ud af, om det er en reel frygt,« lyder rådet fra ekspolitikeren, der i dag har to børn.
Spørger man værten, er monopolet efterhånden skolet godt til at svare på lytternes problemer, selv om for eksempel Søren Pind og Sebastian Dorset kan opføre sig som den uvorne søn i klassen. »Mads & Monopolet« tager hul på fem nye år på lørdag.

































