Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Måske største skælv siden 1930

Morgenens jordskælv var måske det kraftigste, danskerne har mærket til, i de cirka 80 år, man har benyttet de nuværende målemetoder.

Med rystelser, der blev målt til 4,8 på richterskalaen i epicentret i det sydlige Sverige, var jordskælvet tirsdag morgen formentlig det største, der har ramt Danmark, siden forskerne begyndte at måle den slags i 1930'erne.

Det siger seismolog på GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Peter Voss til Ritzau.

- Det ser ud til, at epicentret er i Skåne, og det har været meget kraftigt. Det sidste store, vi havde i vores lokalområde, var i 1985, og det var på 4,7 på richterskalaen. Det var med epicenter nord for Gilleleje, og det her ser ud til at være lidt større, siger Peter Voss og uddyber:

- Det ser altså ud til, at det er det største, vi har kunne måle i Danmark med vores nuværende målestationer. Og dem har vi haft siden 1930. Det er så stort, at det kunne have lavet revner i nogle huse, siger han og tilføjer, at mange jyder formentlig også har mærket til rystelserne.

Til gengæld behøver man ikke frygte efterskælv, mener Peter Voss:

- Hvis der kommer nogen, vil de formentlig være så små, at kun kan måle dem, men ikke mærke dem.