21. juni 2009, 19:57 – opdateret 22. juni 2009, 06:20

Ali Al-Jarrah forbander den dag i 2001, da han fik stukket det falske danske pas i hånden. 700 dollar betalte han for det. Oveni de 4000 dollars til mellemhandleren, der skaffede flybilletten til København med bare fem timers ventetid i Istanbul på vejen.

Ved ankomsten til Kastrup var det bare at sige »asyl, asyl«, var han blevet fortalt. Og så ville vejen være banet for en lykkelig fremtid for en rask 34-årig shia-irakisk slagtersvend. Troede han.

Knapt otte år senere sidder den nu 41-årige mand på sit værelse i Sandholmlejren og konstaterer, at livet passerer forbi.

»Det er som om, jeg sidder i fængsel. Jeg laver jo ikke andet end at sidde her på værelset, ryge cigaretter og se fjernsyn. Jeg ville ønske, jeg aldrig var kommet til Danmark,« siger Ali Al-Jarrah.

Og han er ikke alene om de følelser. Langt hovedparten af de afviste asylsøgere i Danmark lider under institutionslivet. Uvisheden om fremtiden. De meget små boligforhold. Den dårlige økonomi. Men det værste er lediggangen. Det, at lave ingenting i årevis er opskriften på depression og tungsind.

Én ud af mange historier
Ali Al-Jarrahs historie er på én gang unik og universel. Som så mange andre kom han til Danmark på falske papirer. Han kom alene, fik afslag på asyl i flere omgange, har turneret mellem fire-fem forskellige lejre, og sidder nu i såkaldt udsendelsesposition i Sandholm.

Som så mange af de andre lider Ali af en række psykosomatiske sygdomme – hjertet galopperer, venstre arm sover og er følelsesløs, og knæene værker. Men alligevel er han privilegeret, for han har sit eget værelse på ca. 15 kvadratmeter. Kun toilet, bad og køkken skal han dele med andre.

I Sandholmlejren ligner dagene hinanden. De fleste sover til langt op ad formiddagen, og dagsrytmen er bestemt af spisetiderne i kantinen, meldepligten hos politiet to gange om ugen, afhentning af post tre gange om ugen og udbetalingen af lommepenge hver 14. dag.

»I går stod jeg op ved seks-tiden. Jeg kunne ikke sove mere. Jeg tog bad og satte mig på værelset og røg cigaretter og så fjernsyn. Klokken 12 plejer jeg at spise frokost i kantinen, og så går jeg lidt rundt og snakker med de andre irakere. Nogle gange skal jeg også købe ind, men ellers sidder jeg bare på værelset og ser TV,« siger Ali Al-Jarrah.

Højdepunktet i den forgangne uge var, da han og to andre mænd lånte fiskegrej hos Røde Kors og drog på fisketur. Det var en herlig udflugt – selv om de ikke rigtig fangede noget.

Det, Ali allerhelst vil, er at få et rigtigt job som slagter. Engang imellem har han været i ulønnet arbejdspraktik som kok i kantinen, og det har været godt. Men et rigtigt arbejde med kolleger, faste mødetider og en løn, man kan leve af, det er drømmen for Ali og langt de fleste andre afviste asylsøgere.

»Det er ikke noget liv, jeg har her. Jeg vil gerne ændre det. Jeg vil gerne ud fra Sandholm og se andre mennesker. Være slagter og leve et almindeligt liv,« siger Ali Al-Jarrah.

Som enlig mand får han udbetalt 645 kroner i lommepenge hver 14. dag. Pengene skal dække al mad og drikkevarer, transport, cigaretter, telefonudgifter, gaver og fornøjelser. Det sidste bliver det ikke til meget af. Især ikke, når man som Ali både ryger cigaretter og ynder en øl nu og da.

»Jeg er en fri muslim,« som han siger.

Mange arbejder sort
Som asylsøger må Ali ikke tage almindeligt løn-arbejde. Det har han heller ikke gjort, men mange af hans bekendte i Sandholm skaffer sig job på det uregulerede »sorte« arbejdsmarked. Her er en dagløn på 200 kroner det mest almindelige, og luksus som ferie og sygedagpenge kan man kigge i vejviseren efter.

Men Ali vil ikke arbejde sort. Han vil heller ikke rejse hjem frivilligt, for ganske vist stammer Ali Al-Jarrah fra Samawa i det sydlige Irak, men han fortæller, at han er født og opvokset i Kuwait, hvor han også har sin kone og børn. Men han ved godt, at tiden i Sandholm er ved at rinde ud. Det blev klart for alle, at politiet i sidste uge arresterede fem afviste irakere i lejren med henblik på tvangshjemsendelse.

»Jeg har fået brev om, at jeg skal sendes tilbage til Irak. Men jeg smed det ud. Jeg aner ikke hvad der skal ske. Jeg er bange, og jeg kan ikke sove. Jeg tænker hele tiden på at politiet kommer. Måske kommer de nu. Lige nu.«

Ali tænder endnu en LA-discount smøg og skænker formiddagskaffe i plastkrus for sine gæster.

»Tag en dadel«, byder han. »De smager rigtig godt sammen med kaffen.«