Lyn og torden over Sjælland

Lynet slog ned langt over tusind gange, da et et heftigt uvejr rullede over Sjælland i nat. Resten af landet gik næsten helt fri.

Mange Københavnere blev vækket i nat, da et voldsomt regn- og tordenvejr ramte den østlige del af Sjælland mellem klokken 03.00 og 04.00.

Ifølge DMI var der over 1500 lynnedslag i nat, der næsten udelukkende ramte Sjælland og Sydsverige. Og selv om tordenvejret kunne virke vildt, var uvejret faktisk ikke noget ud over det sædvanlige.

For eksempel blev der registreret 1888 nedslag under mandagens tordenvejr, der kostede en golfspiller livet, da han blev ramt af lynet. Her var nedslagene bare fordelt over hele landet.

- Det var et helt almindeligt uvejr der ramte Østsjælland i går. Der var intet unormalt i antallet af lyn eller mængden af regn. Fem procent af det tordenvejr der rammer Danmark, falder i maj, så det er på ingen måde atypisk, fortæller meterolog hos DMI, Lone Seir Carstensen til Berlingske.dk.

Det voldsomme regnskyl, der fulgte med tordenvejret har ikke ramt morgentrafikken hårdt. Vejdirektoratet melder kun om et enkelt tilfælde af vand på kørebanen og deraf følgende risiko for aquaplaning.