Folk, der har boet tæt på luftforurening fra trafikken, har øget risiko for at få lungekræft, viser ny dansk undersøgelse. Regeringen forhindrer os i at gribe ind, siger Københavns miljøborgmester. Vores indsats virker, siger miljøministeren.
10. maj 2010, 10:01
Luftforurening fra trafikken kan være årsag til op imod 300 tilfælde af lungekræft hvert år.
Det viser en omfattende undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse - den første af sin art. Undersøgelsen viser, at deltagere, der boede tæt på forurenende trafik, havde 45 pct. større risiko for at få lungekræft end dem, der boede i områder med den laveste luftforurening.
»Den forøgede risiko svarer nogenlunde til den, der er ved passiv rygning, og den kilde til forøget kræftrisiko har samfundet jo gjort meget for at undgå,« siger afdelingsleder i Kræftens Bekæmpelse, Ole Raaschou-Nielsen, der har stået i spidsen for studiet.
Han påpeger, at risikoen er størst i København, hvor de højeste niveauer for forurening er målt.
Forskerne kommer frem til den markant forøgede risiko ved hjælp af et meget omfattende antal data om kost, kræft, helbred, levevis og bopæl fra hele 80.000 danskere.
Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), siger, at undersøgelsen bekræfter behovet for skrappere indgreb mod trafikkens luftforurening.
»Men regeringen blokerer for de forbedringer, vi gerne vil gennemføre. Vi vil have miljøzoner, der omfatter alle varebiler, og vi vil indføre kørselsafgifter. Men ingen af delene kan vi gennemføre, fordi regeringen ikke giver os rammerne til det,« siger Bo Asmus Kjeldgaard.
Færre partikler
Men miljøminister Karen Ellemann (V) siger, at regeringen har gjort en betydelig indsats for at begrænse luftforureningen de senere år.
»Vi har blandt andet gennemført miljøzoner, filtre på alle nye dieselbiler og regulering af brændeovne. Og indsatsen virker. Luftforureningen med partikler er faldende, og Danmark er nu under EUs grænseværdier for ren luft. Jeg vil naturligvis fortsætte arbejdet for en endnu renere luft.« siger Karen Ellemann.
Professor i miljømedicin Steffen Loft, Københavns Universitet, vil ikke udelukke, at der er sket en svag forbedring.
»Men der er lang vej til, at risikoen er fjernet. Der er sket en reduktion i udledningen af de større partikler, men ikke nævneværdigt i de ultrafine sodpartikler, som er dem, vi mistænker for at spille en rolle for den forøgede kræftrisiko,« siger Stefen Loft.
Det bekræfter seniorrådgiver i Danmarks Miljøundersøgelser, Peter Wåhlin.
»Vi kan ikke se nogen reduktion i de ultrafine sodpartikler i vores målinger. Det passer også med, at de kommer fra dieselbiler, som der er kommet flere af,« siger Peter Wåhlin.
































