11. september 2006, 03:30

Han har gået rundt i lyseblå marinerskjorte og været en af drengene i mandskabsmessen. Tidlige morgener og sene aftentimer har han stået smurt ind i mudder på Vædderens dæk. Og han har fået mulighed for at besøge sin bedste ven, som går i skole i Nuuk, hvor Galathea nu er nået til.

I næsten to uger har han været medlem af Galathea-besætningen, og han har haft det herligt.

Når man spørger ham, hvad der har været bedst, lyser de brune øjne op, og han svarer:

»Det hele«.

Esajas Arqe kommer så langt væk fra alting, som det næsten er muligt. Han bor i Ittoqqortoormiit. Byen ligger halvvejs oppe på Grønlands østkyst som en samling lave træhuse på et næs, der stikker ud i Scoresby Sund. Omkring 550 mennesker lever i den lille flække, hvor isbjørne, rensdyr og moskusokser hører til naboerne.

»Om vinteren kører vi på hundeslæde. Og går på jagt. Jeg har lært at skyde. Indtil nu har jeg kun skudt fugle. Ingen andre dyr. Min far skyder sæler, rensdyr og fugle, men ikke isbjørne. Det er kun fangerne, der må jage dem«.

Esajas Arqe fik chancen for at komme med Galathea, da seniorforsker Naja Mikkelsen fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser spurgte kommunaldirektøren i Ittoqqortoormiit, om han kendte en kvik elev, som kunne have lyst til at sejle med.

»Han spurgte mig, fordi jeg er god til dansk. Jeg kan også lidt engelsk,« forklarer Esajas Arqe.

Ombord på Vædderen har han deltaget i nogle af forskningsprojekterne. Naja Mikkelsen og hendes kolleger har hentet kerner af materiale op fra havets mudrede bund.

»Jeg hjalp med at skære kernerne i stykker. Bagefter så vi et mikroskop, hvad der var i mudderet. Det var spændende,« siger Esajas Arqe. Han har også hjulpet til på et projekt, der leder efter miljøfremmede stoffer i muslinger og andre havdyr.

Esajas Arqe er lige begyndt i 10. klasse. Senere vil han gerne i gymnasiet.

»Så skal jeg til Nuuk,« siger han og fortæller, at hans østgrønlandske sprog er meget forskelligt fra det, man taler i Vestgrønland.

»Jeg kan godt forstå, hvad de siger, men de forstår ikke mig. Så jeg tror, jeg vil tale dansk, når jeg flytter til Nuuk«.

Esajas Arqes 15-årige krop har fået nok af at stå stille. Pludselig afbryder han samtalen, griber fat i en stålbjælke over hovedet og hæver sig op i armene.

Da vi siger tak for snakken, svarer han med et stort smil.

»Iditu« det var så lidt.