21. februar 2009, 19:32 – opdateret 21. februar 2009, 20:23

Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) prøver virkelig hårdt. Han vil gerne holde op med at ryge, og smøgerne er blevet lagt væk mange gange, men de dukker op igen og igen på kontoret. Men så længe man prøver, kan man forsvare det, lyder det, når røgen igen stiger til vejrs.

Det er måske også for meget at forlange, at cigaretterne bliver skoddet, for der er så meget andet, der er forandret i Lars Løkke Rasmussens liv. For to år siden begyndte han at cykle, og nu er han så bidt af det, at Pia Kjærsgaard og andre, som vil have fat i ministeren om mandagen, ofte får beskeden, at han ikke er tilgængelig. Han cykler!

Han er måske ikke på niveau med sin formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, der tager den op ad Alperne, men han prøver, og en uge i Finansministeriet begynder ofte med 100 kilometer nordsjællandsk landevej i benene.

På den måde er Lars Løkke godt i gang med en forvandling. Den handler ikke kun om at have passeret de 40 og kunne se sig selv som et hjerteanfald, der venter på at ske. Den handler også om at gøre sig klar til Statsministeriet. Og tiden er måske ved at være moden med de stadig mere vedholdende rygter og signaler om, at Anders Fogh Rasmussen bliver kørt i stilling til generalsekretærposten i NATO.

Det har alle dage været en kendt sag, at Lars Løkke Rasmusen er en levemand af den gamle slags. Han holder af at feste og sætter stor pris på både god rødvin og en håndbajer. Han er til store bøffer og flødekartofler og forstår ikke ideen i små ting på en kæmpestor hvid tallerken. Han kunne aldrig finde på at bestille sushi, men han elsker ting fra Kina-grillen.

Og han ryger. Meget.

Der er dem, der finder det befriende med en folkelig toppolitiker, der måske er lettere at forholde sig til, end den kølige og altid korrekte Anders Fogh Rasmussen. Men Lars Løkke Rasmussens livsførelse ramte ham i nakken, da bilagssagen tog fart for et års tid siden. Pludselig væltede det ud af skabene med bilag. Hotelovernatninger, rødvinsregninger, filmleje, entre til natklubber og restaurationsbesøg af enhver tænkelig art. Alt sammen betalt af skatteyderne. Og siden har medierne mest beskrevet ham som bilagsmanden, og det i en sådan grad, så vælgerne i dag mest husker ham for at have drukket masser af snaps i Tivoli frem for Bankpakke I og II.

En kilde tæt på Løkke siger, at hans ændrede livsførelse er kommet gradvist, og ikke alene er et udslag af bilagssagen. Men faktum er, at da B.T. forleden gennemtrawlede hans bilag fra tiden som finansminister, var der ikke noget som helst at komme efter. I dag er den store udgift i Løkkes departement frugt.

Men Lars Løkkes image tog skade af bilagssagen. Meningsmålinger har vist, at vælgerne ikke ønsker ham som statsminister – selv blandt Venstres egne vælgere har der været større opbakning til den Konservative Lene Espersen, men der skal mere til at lægge Lars Løkke Rasmussen ned. Han er som en vippeand i et badekar, som bliver ved med at rejse sig. Igen og igen. Og hvis Anders Fogh Rasmussen virkelig vælger at tage imod et eventuelt tilbud om at blive generalsekretær i NATO, så hedder den næste statsminister Lars Løkke Rasmussen. Han ved det godt. Han har vidst det i mange år. Men han har også tvivlet på sig selv. Tvivlet på, at lille Lars fra Græsted har det, der skal til for at bestride landets absolut mest magtfulde post. Og på hjemmefronten er familien slet ikke begejstret ved udsigten til, at toppolitikeren skal endnu mere til tops. Men der er ikke er nogen vej tilbage. Det er ham, der skal overtage. Men det er ved at være oppe over. Hvis ikke han bliver statsminister indenfor den nærmeste fremtid, så bliver han det måske aldrig.

Spørgsmålet er så, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen vil have at byde på.

»Mere af det samme,« lyder spådommen fra en kilde med nært kendskab til hans ministergerning. Men selvom Lars Løkke i høj grad har været med til at designe politikken i historiens mest succesfulde Venstre-ledede regering, så er der ikke mange, der tør gætte på, hvad hans politiske projekt bliver, når han står i spidsen for regeringen.

Eksempelvis ved toppolitikere fra andre partier ikke, hvad Løkke mener om helt centrale emner som værdipolitik og ganske sigende for situationen på Christiansborg, så sidder de i øjeblikket og spekulerer som gale. Folk omkring Løkke tegner et billede af en politiker, som har en meget pragmatisk tilgang til eksempelvis tørklæder. Det interesserer ham i virkeligheden ikke synderligt. Og det evindelige krav om højrere straffe er han nærmest ligeglad med, for han tror ikke på, det hjælper, lyder en beskrivelse.

»Men, politikken skal jo fortsat laves sammen med Dansk Folkeparti, så...,« siger en toppolitiker og lader udtalelsen hænge lidt.

Udenrigspolitikken har Løkke stort set heller ikke nogen interesse i eller dybere viden om. Bort set fra EU, som han blandt andet skrev speciale om på jurastudiet. På den anden side havde Fogh også kun få internationale kontakter, da han kom til i 2001.

Sikkert er det, at Løkke er kendt som en ideolog, men han er først og fremmest en pragmatiker.

Som han forklarer i interviewbogen Løkkeland fra 2006 – en 210 sider lang rundtur i dele af Løkkes politiske hjerne - at »en gang imellem, når vi skal bruge rigtig mange æg derhjemme, kan jeg da godt finde på at købe 24 buræg, for de koster bare meget mindre«.

Samme snusfornuftige tilgang har han til politik. Han er én af de få VU-formænd, som stadig bliver husket. Og det skyldes hans liberale tilgang til indretningen af velfærdssamfundet, som også stort set fylder de 210 sider i Løkkeland. Her møder læserne en temmelig ideologisk minister. Frit valg og opgør med offentlige systemer i en sådan grad, at ordet pragmatisme er sat på standby. Men når det kommer til stykket, er han primært optaget af resultaterne. Med Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet får Danmark for første gang en statsminister, der er født i velfærdssamfundet. Han er fløjtende ligeglad med, om noget er privat eller offentligt, bare det fungerer og borgerne får, hvad de har krav på, men han mener, at det private kan hjælpe til at gøre det offentlige bedre. Derfor den store fokus på den private sektor, lyder en forklaring fra folk tæt på ham.

I oppositionen anerkender man Løkke, som en af den nye generations dygtigste politikere, og her foretrækker man klart ham frem for Lene Espersen. Løkke ved, hvad han vil i forhandlingerne. Han er inde i stoffet, og med sin pragmatisme er han i stand til at finde kompromiset.

Men selvom han er dybt engageret og begravet i det politiske arbejde, så er hans stil langt fra Anders Fogh Rasmussens. Mens Fogh allerede som studerende opdelte sin tid i skemaer, så der var afsat en bestemt mængde tid til lektier, til politisk arbejde eller til socialt samvær, så spiller Lars Løkke meget mere efter gehør. Han siger selv, at han aldrig har lagt planer for sin karriere. At han er inkarneret B-menneske, gerne sidder i ministeriet til klokken to om natten og hader at blive hentet af »den der åndssvage ministerbil« tidligt om morgenen.

Derimod kan han godt lide at være hjemme i Græsted. Her er han født og opvokset. Her har han passet sin skole og spist sine leverpostejsmadder, og her er han også bare Lars, som går i Rema 1000 i træsko, og som slår et smut ind på den lokale for at hente smøger på vej hjem fra ministeriet og lader sig overtale til at blive til en pilsner og en snak.

Den form for folkelighed er svær at slås imod. Det ved oppositionen. Og de frygter den. Hvis ikke bilagssagen har været ødelæggende nok, kan det blive Løkkes stærkeste våben i Statsministeriet.