Statsminister Lars Løkke Rasmussen ser gerne, at moderne elektronik spiller en langt større rolle i skolen. F.eks muligheden for at downloade undervisning, hvis man ikke kan være til stede?
27. januar 2010, 10:22
Moderne elektronik skal spille en langt større rolle i folkeskolen. Det vil styrke forældresamarbejdet og give skolerne langt bedre muligheder for at målrette undervisningen, så de dygtigste elever får passende udfordringer.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i dag indleder sit 360 graders serviceeftersyn af folkeskolen.
Han mener bl.a., at undervisningen med fordel kan podcastes.
- Min datter, der var hjemme i sidste uge, kunne jo i princippet have downloadet undervisningen. Eller jeg kunne have downloadet et indlæg fra mine børns lærere om deres tilgang til undervisningen eller en ny metodik, siger Lars Løkke Rasmussen.
Flere skoler har i de senere år taget internettet i brug i forældresamarbejdet, så det ikke længere er en kamp for forældrene at finde krøllede informationssedler i bunden af barnets skoletaske. Det ser Lars Løkke gerne mere af.
Selvstudium
- For bare få år siden var det et selvstudium for forældre at følge med i deres barns skole. Mange skoler er meget præcise i forventningerne til forældrene, når børnene starter i skolen, og nogle skoler er kommet mere op på beatet med mails. Men jeg synes stadig, at folkeskolen - som den er mest - er mest beroende på børnenes genfortælling eller et informations-ark fra lærerne. Manglende information kan betyde, at der kommer sammenstød på forældremøderne. Det sker samtidig med, at der er en underskov af viden og internet, mener Lars Løkke Rasmussen.
- Burde skolerne i højere grad tage den elektroniske udvikling til sig?
- Ja, det mener jeg bestemt er et af virkemidlerne. Vi er nødt til at ville meget mere, end vi gør idag. Teknologien er også en oplagt mulighed i forhold til de elever, som har potentiale til at komme videre, og som i mange danske folkeskoler ikke bliver tilstrækkeligt stimuleret.
Ingen konkrete forslag - endnu
Regeringens serviceeftersyn af folkeskolen indledes i denne uge, hvorefter et rejsehold under ledelse af Skolerådets formand, Jørgen Søndergaard, frem til juni skal kortlægge folkeskolens styrker og svagheder samt komme med forslag til forbedringer.
Først derefter vil regeringen komme med sine udspil om forbedringer af folkeskolen. Lars Løkke Rasmussen understreger, at selv om han har ideer og holdninger til, hvad skolerne kan gøre bedre, er der ingen konkrete forslag, før processen med eftersynet af folkeskolen er gennemført.
































