Vellønnede mænd skal betale for lønstigninger til lavtlønnede kvinder, kræver LO. Ekspert forudser hundeslagsmål blandt lønmodtagerne.
19. maj 2009, 21:35 – opdateret 19. maj 2009, 22:58
Knap har dønningerne efter sidste års storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked lagt sig, før LO-fagbevægelsen gør klar til at føre en benhård ligelønskamp over for landets private arbejdsgivere.
For første gang nogensinde er det lykkedes LOs toneangivende fagforbund at blive enige om en fælles ligelønsstrategi for de 600.000 privatansatte lønmodtagere, som skal have fornyet deres overenskomst til næste år.
Det mest kontroversielle i LOs udspil er et forslag om at indføre særlige ligelønspuljer for en række medarbejdergrupper, der reelt vil give de bedst lønnede mænd lavere lønstigning end de lavtlønnede kvinder.
»Det er beskæmmende, at vi fortsat har et løngab på 17 procent mellem mænd og kvinder. Det er min forventning, at forbundene gør brug af strategien, når der skal udtages overenskomstkrav på alle de områder, hvor der ikke er ligeløn i dag,« siger Lizette Risgaard, næstformand i LO.
Kravet om ligeløn forventes at møde stor modstand fra arbejdsgiverne, men også blandt de enkelte lønmodtagere kan beslutningen give ballade, fastslår ekspert i ligeløn Ruth Nielsen, der er professor på Copenhagen Business School.
»Udligningspuljer er en hurtig vej til ligeløn, men de lægger op til et hundeslagsmål blandt lønmodtagerne, fordi mange af de faglærte metalarbejdere risikerer at blive modregnet i deres lønstigninger, for at de lavestlønnede HK-kvinder kan blive tilgodeset,« siger hun.
FOA-formand Dennis Kristensen mener imidlertid ikke, at der er nogen vej udenom puljer.
»Der er ingen grund til at bilde folk ind, at vi kan opnå ligeløn ved at hæve alle faggrupper lige meget på lønnen. Når de lavtlønnede kvinder skal have en ekstra lønindsprøjtning, så er der selvfølgelig nogle mandefag, som skal acceptere, at de ikke prioriteres lige så højt,« siger Dennis Kristensen.
Ifølge ham ligger det nu i kortene, at ligeløn både skal sætte dagsordenen, når der forhandles løn for offentlige SOSU-assistenter og privatansatte butiksmedarbejdere. En vurdering HK er enig i.
»Vi har tænkt os at følge den her strategi ganske meget,« siger HK-formand Kim Simonsen.
Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jørn Neergaard Larsen vil ikke kommentere LOs krav.
































