Langt højere bakker

Inden for ganske få kilometer lidt syd for Skanderborg ligger tre bakketoppe, der alle har gjort krav på titlen »Danmarks højeste tinde«. Vi har klatret på nationens rankeste bjergryg i et forsøg på at bringe orden i forvirringen og samtidig besvarer vi spørgsmålet: Hvor ligger Danmarks højeste udsigtspunkt?

På en lille græsknold bag en kostald syd for Skanderborg befinder man sig på Danmarks højeste naturlige terrænpunkt – 170,86 m over havets overflade. Udsigten fra Møllehøj er imponerende, ikke mindst på en bygedag, hvor mørke skyer sender kaskader af vand ned over de bølgende østjyske landskaber under os.
På en lille græsknold bag en kostald syd for Skanderborg befinder man sig på Danmarks højeste naturlige terrænpunkt – 170,86 m over havets overflade. Udsigten fra Møllehøj er imponerende, ikke mindst på en bygedag, hvor mørke skyer sender kaskader af vand ned over de bølgende østjyske landskaber under os.

Først traver man et par hundrede meter ad et par slyngede og grusede hjulspor, der skærer sig gennem en kornmark. Så går man over gårdspladsen til Ejer Møllegård, hvor man må sætte sine fødder forsigtigt for at undgå at træde i klatter af komøg, dernæst ind mellem et par industrielt udseende staldbygninger, og så er man der næsten. På Danmarks højeste »bjerg«.

Man behøver hverken isøkser, iltflasker eller metalpigge på bjergstøvlerne for at klare de sidste par meter op til toppen af den undseelige græsbeklædte høj, der står her med ryggen mod en lang kostald.

Men her er det altså – siden 2005 det officielt øverste naturlige terrænpunkt i Danmark. Vender man ryggen mod stalden er udsigten da også imponerende. Under os bugter bakker og dale sig. En stor flok jerseykøer græsser lystigt på engen neden for. Man kan skimte Horsens og får sågar en fornemmelse af at befinde sig over de regntunge og mørke skyer, der sender kaskader af vand ned over fjerne landskaber under os. Langt borte lyner en mørk sky, og en fjern buldren ruller op gennem Østjylland til Møllehøj, for det er her vi står – 170,86 meter over havets overflade.

Denne beskedne græsknold, hvor der i gamle dage stod en mølle og malede korn, er blevet genstand for en særdeles passioneret diskussion blandt elskere af Danmarks kuperede natur. For lige indtil en flok forskere fra det daværende Geodætisk Institut i 2005 gik heroppe på bakkedraget syd for Skanderborg og målte op med deres instrumenter, var Ejer Bavnehøj Danmarks højeste naturlige terrænpunkt. Højden på Ejer Bavnehøj var endda oprindelig fastlagt til 170,95 cm – altså en anelse højere end Møllehøj – men de nye målinger viste altså, at Møllehøj er højest, og at Ejer Bavnehøj blot er 170,35 meter eller 51 cm lavere end Møllehøj.
Der er oven i købet kun 200-300 meter mellem de to høje. Der er imidlertid ingen skiltning til Danmarks højeste naturlige terrænpunkt, der blot er markeret med et diminutivt informationsskilt og et gammelt møllehjul, som venligst er opstillet af den nærliggende gårds ejer.

Til gengæld er Ejer Bavnehøj markeret med pomp og pragt. Der er skiltning til attraktionen fra den nærliggende østjyske motorvej, og selve højen er omgivet af et helt nyt anlæg med flotte parkeringspladser. Det 12,5 meter høje og nyrestaurerede genforeningstårn, der siden 1924 har markeret toppen af Danmark, er endda for nylig blevet udstyret med »Danmarks højeste elevator«, så ingen kan snydes for udsigten.

Viggo Rasmussen har siden 2000 været formand for interesseorganisationen Ejer Baunehøjs Venner. Han har spillet en central rolle for, at hans danske yndlingsplet i dag fremstår præsentabel og velplejet. Derfor var det naturligvis en splint i hans øje, da en flok københavnerforskere kom til egnen for tre år siden og vendte op og ned på det gængse billede af danske højdepunkter.

Han peger ud over landskabet fra Ejer Bavnehøj.

»Prøv at se,« siger han. »Inden for ganske få kvadratkilometer er her snesevis af bakketoppe, som alle ligger mere end 160 meter over havoverfladen. Mange af bakkerne har ikke engang et navn, selvom de er højere end Himmelbjerget eller Rytterknægten på Bornholm. Det er simpelthen Danmarks højeste terræn, vi befinder os i.«

Viggo Rasmussen har erkendt nederlaget til Møllehøj. Alligevel kan han ikke dy sig for at ytre bemærkninger om, at Møllehøj meget vel kan være vokset kunstigt i højden med al det korn og neg, der i tidernes løb må være faldet af på bakken fra møllen. Men Ejer Bavnehøj er udsat for en tilsvarende problemstilling, for hvor, helt præcist, begynder det kunstigt anlagte fundament for bakkens tårn, og hvor slutter det naturlige terræn?

Formanden for Ejer Baunehøjs Venner er imidlertid villig til at indgå et kompromis. Han hentyder til et af sine absolutte forbilleder, den brave nordmand Roger Pihl, der har besteget alle Danmarks 184 selvstændige tinder på over 100 meters højde og oven i købet skrevet en prægtig bog om dem med titlen »Guide til Danmarks bjerge«.

Roger Pihl skriver nemlig i sin bog, at der bør være et terrænfald på mere end 30 meter mellem to toppe, før man kan kalde dem for selvstændige bjerge. Mellem Ejer Bavnehøj og Ejer Møllehøj falder terrænet kun med ganske få meter, så ud fra den definition er der tale om ét og samme »bjerg«, hvor Ejer Møllehøj er primærtop og Ejer Bavnehøj såkaldt sekundærtop.

»Mit forslag er derfor, at vi udnævner hele højdedraget til Danmarks højeste bakke, og så kan vi kalde stedet for Ejer Bjerge eller Ejer Banke,« siger han.

Der findes imidlertid danskere, som hverken vil acceptere Ejer Bavnehøj eller Møllehøj som Danmarks højeste terrænpunkt. Når man står oppe i tårnet på Ejer Bavnehøj, ca. 183 meter over havet, ser man nemlig tydeligt en lille skov, der rejser sig forholdsvis markant i landskabet omtrent tre kilometer borte. Landskabet falder og stiger uden tvivl mere end 30 meter på vejen derover, så det er ud fra enhver definition en selvstændig tinde.

Toppen hedder Yding Skovhøj, og på sit højeste punkt er den højere end både Møllehøj og Ejer Bavnehøj, helt præcist 172,66 meter eller hele 1,80 meter højere end Møllehøj. Alligevel betegner geodæterne den som Danmarks næsthøjeste bakke, men hvordan i alverden hænger det sammen?

Vi kører over til tinden for at tage den nærmere i øjesyn. Undervejs forvandler et skybrud den snoede og kuperede vej til en fossende flod, og da vi når frem til en lille rasteplads i skovens udkant står træerne og drypper kraftigt. En smal sti, der er forvandlet til en mindre bæk, leder os ind i skoven, gennem buskadser af vilde brombær og op til toppen af… en undseelig gravhøj. Det er den, der er problemet, for ifølge geodæterne har bronzealderfolket, da de begravede nogle af deres døde for ca. 3.000 år siden, lagt knap to meter til områdets naturlige terræn, hvilket reducerer tindens officielle højde til 170,77 cm.

I en kortere årrække efter 1941 figurererede Yding Skovhøj faktisk som Danmarks officielt højeste bakketop, og hvis man vælger at anskue en bakke som en høj af jord, så er Yding Skovhøj stadig kongerigets højeste. Desværre er udsigten ikke noget at køre langt efter, for man kan ikke se andet end træer.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at hvis vi ikke anerkender kunstigt skabte bakkers højde, så er det højeste jordpunkt i hele hovedstadsområdet – nemlig de kunstigt skabte og op til 67 meter høje Herstedhøje ved Vestskoven i udkanten af Albertslund – ikke eksisterende!

Der har til næsten alle tider været strid om hvilket punkt, der er Danmarks højeste. Helt frem til 1847 var man fast overbevist om, at det væsentligt mere imposante Himmelbjerget nord for »Ejer Bjerge« var Danmarks højeste bakke. På grund af navnet lever en del danskere og især mange nordmænd og svenskere stadig i den vildfarelse. Men Himmelbjerget er kun 147 meter højt og ud fra Roger Pihls definition på en selvstændig top bare Danmarks syvende højeste tinde.

Forvirringen bliver i øvrigt endnu højere af, at et punkt bare få hundrede meter fra Himmelbjerget faktisk er ti meter højere.

Forvirringen kan tilmed forøges, hvis man anskuer en bakke ud fra dens såkaldte peak-faktor, der er et mål for stejlheden af den sidste kilometer op mod en tinde. Hverken Møllehøj, Ejer Bavnehøj eller Yding Skovhøj markerer sig kraftigt som stejle tinder i landskabet, men blot som mindre bobler på et højdedrag. Ud fra et stejlhedsprincip er Danmarks højeste »bjerg« derfor Aborrebjerg ved Møns Klint, der er 143 meter højt og inden for en afstand på 200 meter rejser sig hele 100 meter op. Det næstmest stejle eller imposante bjerg i Danmark er ifølge hjemmesiden danskebjerge.dk Himmelbjerget.

Endelig vil vi ikke undlade at bringe svaret på spørgsmålet: Hvad er Danmarks højeste udsigtspunkt? Og nej, den finder vi heller ikke fra den evigt degraderede Ejer Bavnehøjs tårn. I stedet skal vi til den 162 meter høje Rytterknægten i Almindingen på Bornholm. Her står nemlig et knap 22 meter højt tårn, der bringer udsigtshøjden op på 183,5 meter over havets overflade eller beskedne 14 cm over Ejer Bavnehøjs tårntop. Højere kan man som almindelig turist i kongeriget med andre ord ikke komme på et fast underlag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.