Muslimernes Fællesråd har fået ønsket om en moderne moské med kuppel og minareter opfyldt. Kommunen siger ja i næste uge, men der er ingen penge til projektet.
17. februar 2010, 08:19
Den påtænkte moské på Amager i København bliver med både kuppel og minareter inspireret fra Irak. Det fremgår af de nye tegninger, som Muslimernes Fællesråd og arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group (BIG) er blevet enige om.
Den omdiskuterede moské med plads til 3.000 bedende er en del af det store byggeprojekt Faste Batteri, og i næste uge vil Københavns Kommunes teknikudvalg sige ja til en såkaldt startredegørelse, der er forløberen for den egentlige lokalplan.
Men selv om projektet opnår endelig politisk godkendelse inden for det næste år, så kan byggeriet af såvel moskeen som de omkringliggende erhvervs- og boligbyggerier have lange udsigter. Hverken Muslimernes Fællesråd, der skal stå for moskeen, eller ejeren af den samlede moskégrund, Bach Gruppen i Viborg, har noget, der ligner en finansiering af projekterne.
»Vi har stadig ingen fuldstændig detailplanlægning om det finansielle,« siger talsmand for Muslimernes Fællesråd, Zubair Butt Hussain.
Intet endeligt budget
Det menes, at moskébyggeriet kommer til at koste mellem 60 og 100 mio. kroner. Men det endelige budget er ikke lagt endnu.
»Først når det sker, kan vi begynde at lægge en plan for, hvor og hos hvem vi skal søge midler,« siger han.
Det er tanken, at en del af pengene skal indsamles blandt muslimer og virksomheder i Danmark. Men også blandt virksomheder og enkeltpersoner i udlandet, der ønsker at støtte en moské i Danmark.
»Vi vil gerne have nogle donorer, men der kan ikke blive tale om nogen form for indflydelse på moskeen,« siger Hussain.
Han forestiller sig, at f.eks. Udenrigsministeriet kan være behjælpelig til kontakter i udlandet. Flere politikere har tidligere været udtrykt frygt for, at det var penge - og dermed indflydelse - fra Saudi-Arabien, der skulle stå bag den kommende moské.
Zubair Butt Hussain afviser ikke mulige penge fra f.eks. saudiske rigmænd, men han understreger, at der ikke er præcise planer for, hvor pengene skal komme fra.
Han siger, at Muslimernes Fællesråd selv vil nedfælde en række krav til sponsorer.
»Dermed kommer vi til at støde nogle fra os. Men det er prisen for at være uafhængige og lokalt forankrede,« siger han.
Det nye mosképrojekt betegner han som en »dansk perle, som vi med stolthed vil vise frem.«
Lys fra oven
Arkitekt Bjarke Ingels siger, at man til moskeen har taget udgangspunkt i den islamiske arkitekturtradition, hvor man kontrollerer det dagslys, der kommer ind. Moskeen på Amager vil blive med en slags kuppelhvælv, hvor alt lys kommer ind fra oven.
Bygningen er en femkant med symbolik til islams fem søjler og til de fem daglige bønner. Femkanten drejer om sig selv som en slags sneglehus. Og de to minareter er inspireret af en kombination af Babelstårnet og minareterne på den oldgamle moské i Samarra i det sydlige Irak.
Minareterne er kun til pynt. Det er ikke tilladt at kalde til bøn fra minareter i Danmark.
Det har været vigtigt for Muslimernes Fællesråd at få en moskéarkitektur, der også ligner en moské med f.eks. minareter. Bl.a. fordi det så kan være lettere at samle penge ind til projektet.
»Moskeen kombinerer en række elementer fra traditionel islamisk arkitektur, men tilpasset det danske klima og det skandinaviske himmelstrøg,«
siger Bjarke Ingels.
Moskeen, der efter planen skal opføres i Njalsgade lige over for Københavns Universitet på Amager, vil blive 46 meter høj og få et etageareal på 5.500 kvm.
Ud over bederum til 3.000 mennesker er det tanken, at moskeen skal kunne fungere som kulturcenter.

































