Borgmestre peger på konsekvenser af de serviceforringelser, de varsler på baggrund af den kommende økonomiske rammeaftale. Ting kan gøres smartere, men det er ikke nok, lyder det.
6. juni 2010, 09:40
Stillingsnedlæggelser, skolesammenlægninger og institutionslukninger. Sådan lyder de dystre udsigter fra en række af landets borgmestre, der i en rundspørge fra Berlingske Research konkret har peget på, hvor borgerne vil mærke de serviceforringelser, som ifølge dem bliver konsekvensen af en nulvækst i udgifterne frem til 2013.
Flere end halvdelen peger på, at skolelærere og pædagoger vil blive ramt af stillingsnedlæggelser, mens knap hver femte spår om skolesammenlægninger og hver tredje om lukning eller sammenlægning af børneinstitutioner.
I Furesø Kommune pointerer borgmester Ole Bondo Christensen (S), at stigende udgifter på sundhedsområdet og det specialiserede socialområde presser budgetterne hårdt.
»Vi kigger på administrationen først, men bliver formodentlig nødt til at reducere nogle serviceniveauer, og det kan få konsekvenser for institutioner og ældrepleje. Vi må gå alt igennem med en tættekam,« siger han og efterlyser, at regeringen havde taget bestik af de stigende udgifter. Han bakkes op af Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.
Nulvækst lig nedskæring
»Det her beviser, at nulvækst er lig med nedskæringer. Finansministeren siger, at man har samme penge i morgen som i dag, men han glemmer, at der er et udgiftspres i kommunerne,« siger Morten Bødskov.
Kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole understreger, at der altid er »teatertorden« fra begge sider, når der skal forhandles.
»Situationen er anderledes presset i år, fordi regeringen selv er presset økonomisk. Regeringen kan dog til enhver tid gennemføre sin politik og har derfor fat i den lange ende. Men politikken betyder, at kommunerne må lukke institutioner og sammenlægge skoler, for godt nok har de mange penge, men de har også flere opgaver end nogensinde,« siger han.
I Venstre-kommunen Vejle kan det også ramme alle serviceområder, men borgmester Arne Sigtenbjerggaard påpeger, at kommunerne nu bør forsøge at tænke mere ud af boksen.
»Kunsten er ikke at være bange for at tænke anderledes og bruge velfærdsteknologien. Vi har eksempelvis købt specialstole til ældreområdet, så man kan være én i stedet for to til at klæde de ældre af og på,« siger han og peger på mødevirksomhed som et område, der kan justeres.
Allerøds konservative borgmester, Erik Lund, mener ikke, at besparelser i den nødvendige størrelsesorden kan nås alene ved at gøre tingene smartere - han er dog sikker på, at borgerne har forståelse for, at krisen ikke går udenom deres kommune.
KLs formand, Jan Trøjborg (S), har ikke ønsket at udtale sig.


































